Pension under barsel er aftalt i overenskomsten. Og det har stor betydning for Fødevareforbundet NNF's kvindelige medlemmer, viser nye beregninger fra PensionDanmark
Kvindelige medlemmer af Fødevareforbundet NNF kan ikke bare se frem til en uvurderlig tid sammen med deres nyfødte, når de går på barsel.
De kan også glæde sig over, at pensionsopsparingen ikke står stille i perioden, men tværtimod løftes mærkbart - takket være overenskomsterne.
Det viser nye beregninger, som PensionDanmark har foretaget.
På de fleste DA/LO-områder har kvinder på barsel ret til pensionsbidrag på 2.040 kroner pr. måned under de første 14 ugers barselsorlov. Det gælder også for medlemmmer af Fødevareforbundet NNF, der har pensionen hos enten PensionDanmark eller Industriens Pension.
Og PensionDanmarks beregninger viser, at hvis en kvinde får to børn i den typiske alder (omkring de 30 år), så betyder pensionsbidraget under barsel, at hendes opsparing vil være knap 30.000 kroner større (2016-kroner), når hun går på pension, end hvis hun ikke havde haft pensionsbidrag under barsel.
- Tidligere betød barselsorlov, at kvinder kom bagud med deres pensionsopsparing. Det er ikke længere tilfældet. I dag har alle overenskomster med pension i PensionDanmark bestemmelser, som giver kvinder på barsel fuld indbetaling af pensionsbidrag. Og som vores nye beregninger viser, gør det i den grad en forskel for kvinderne, siger administrerende direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark.
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at der i 1. kvartal i år blev født 14.455 børn herhjemme. Det er 7 pct. flere fødsler end samme periode sidste år.