Sent tirsdag aften indgik Danmarks største mælkeproducent I/S Rønhave og fagforbundet 3F en overenskomst for de cirka 40 ansatte. Det udløser ros fra Fødevareforbundet NNF
Fagforbundet 3F har i lang tid forsøgt at indgå en overenskomst med Danmarks største mælkeproducent I/S Rønhave ved Bramming.
Tirsdag aften lykkedes det på et møde mellem 3F, landbrugets arbejdsgiverforening GLS-A og landmanden Jørn Kjær Madsen.
I Fødevareforbundet NNF er man glade for at parterne er blevet enige.
- Vi er glade for at Danmarks største mælkeproducent har indgået overenskomst med 3F. Vi knokler for der skal være ordnede forhold i hele fødevarebranchen - lige fra jord til bord, siger Finn Ladegaard, faglig konsulent på mejeriområdet i Fødevareforbundet NNF, og understreger:
- Jeg vil gerne rose mælkeproducenten Jørn Kjær Madsen for ,at han nu har indgået overenskomsten og understøtter den danske model.
I/S Rønhave er Danmarks største mælkeproducent med over 2.000 malkekøer fordelt på tre gårde. De tre gårde er samlet i selskabet I/S Rønhave, og leverer dagligt 60 tons mælk til Arla.
Løn langt under overenskomsten
- Det er vigtigt at vi sikrer ens vilkår for landmændene. Den ene skal ikke gå og underbyde den anden på løn- og arbejdsforhold. Det bliver skruen uden ende. Og lige præcis derfor er det vigtigt, at der bliver indgået overenskomster der sikrer fælles spilleregler, siger Finn Ladegaard.
Vagn Henriksen, formand for den grønne gruppe i 3F, har tidligere forklaret til Fagbladet 3F:
- Vi har fået en henvendelse fra flere medlemmer, som var utilfredse med lønnen hos den pågældende arbejdsgiver. De har tjent omkring 30-35 kroner under den overenskomstmæssige løn, og det er løndumping.
- De har jo faktisk fået så lav en løn, at de ikke en gang var dagpengeberettigede. Det er uhørt på det danske arbejdsmarked, supplerer Finn Ladegaard.
I 3F er man glade for at det er lykkedes at indgå overenskomsten.
- Danske landbrug konkurrerer om at levere kvalitetsprodukter til forbrugerne. Derfor er det også helt naturligt, at de ansatte har ret til de løn- og arbejdsvilkår, som vi i 3F har indgået aftale med landbrugets arbejdsgiverorganisation om, siger Vagn Henriksen i en pressemeddelelse fra 3F.
Sympatikonflikten er afblæst
Fagforbundet 3F og mælkeproducenten I/S Rønhave har længe forhandlet om en overenskomst.
Og faktisk var man nået dertil, at 3F havde anmodet en række LO-forbund - herunder Fødevareforbundet NNF - om at deltage i en sympatikonflikt.
En sympatikonflikt havde betydet, at mælkechauffører og slagteriarbejdere der er medlem af Fødevareforbundet NNF, ikke vil kunne afhente mælk eller tage imod kreaturer fra I/S Rønhave.
Nu er sympatikonflikten afblæst.