Nyhed

Blog: Vi skal have stoppet de kriminelle slikfuskere

Forbundsekretær Flemming dal Cortivo blogger om slikfusk. Kriminelle bagmænd sætter hundredevis af gode danske job på spil, når de importerer tonsvis af ulovligt slik til Danmark

Forbundsekretær Flemming Dal Cortivo blogger om slikfusk. Kriminelle bagmænd sætter hundredevis af gode danske job på spil, når de importerer tonsvis af ulovligt slik til Danmark

Slikfuskere snyder statskassen for millioner og spiller hasard med fødevaresikkerheden.

Det er konklusionen efter jeg så DR-dokumentaren 'Sådan svindles Danmark' tirsdag aften.

Det gør mig ærlig talt forarget. For alle der arbejder i den danske sukker- og chokoladeindustri er stolte af at lave produkter af tårnhøj kvalitet, hvor fødevaresikkerheden er i top. Det husker jeg også tydeligt fra mine år på Toms i sluthalvfemserne.

Derfor får det mig også op i det røde felt, når jeg ser hvordan slikfuskerne snyder på vægten, og sætter fødevaresikkerheden over styr.

Dokumentaren afslører, hvordan kriminelle bagmænd snyder staten for millioner af kroner i afgifter og moms, ved at købe billigt slik i udlandet og sælge det til kiosker herhjemme, uden at betale afgifter.

At slikfuskerne samtidig sætter fødevaresikkerheden over styr og uden skrupler videresælger for gammelt slik i uhygiejniske kældre, gør bare det hele endnu mere ubehageligt.

Det koster altså ikke kun statskassen mange penge, men det risikerer også at sætte gode danske job på spil i sukker-chokoladeindustrien.  

Politikerne må bremse svindel og klamt slik

Ifølge Skatteministeriets seneste opgørelse udgjorde den illegale handel med øl, sodavand, alkoholsodavand, cider, slik og chokolade 625 millioner kroner i 2013.

Det tal er jeg bange for ikke er blevet mindre i de senere år. Derfor er der brug for, at politikerne griber ind og bremser den voldsomme svindel.

I dag skal man betale en sukkerafgift på 25 kroner og 97 ører for hvert kilo slik, chokolade og andre sukkerholdige produkter, man producerer.

I dag arbejder der omkring 3.500 i sukker- og chokoladeindustrien i Danmark.

De danske sukker- og chokoladevirksomheder omsætter for over fem milliarder kroner om året.

Samtidig får den danske statskasse omkring 2,4 milliarder kroner  ind via sukkerafgiften. 

Desværre har vi de sidste år set, at antallet af medarbejdere falder og det samme gør investeringerne i den danske produktion.

For de høje afgifter gør det også attraktivt at importere slik ulovligt uden afgift. En sænkning af afgifterne, vil derfor styrke de lovlydige danske virksomheders konkurrenceevne.

I Fødevareforbundet NNF har vi efterspurgt, at politikerne vil sætte sig til forhandlingsbordet og rydde op i afgiftssystemet i Danmark, så der bliver mindre bureaukrati og ulogiske afgifter.

Samtidig skal vi have SKAT og Fødevarestyrelsen til at styrke kontrolindsatsten mod slikfuskerne. Det kræver endnu flere kontrolbesøg og højere bøder for fusk med fødevarer. 

Sukkerafgiften er steget med 83 procent på fem år. Desværre er bøderne for at importere ulovligt slik ikke steget i samme tempo.

Det skal altså kunne mærkes, når man risikerer at sætte danskernes helbred på spil med alt for gammelt slik.

I november fandt Fødevarestyrelsen 30 tons slik, der var uegnet til menneskeføde. Det udløste en bøde på kun 50.000 kroner, selvom statskassen er gået glip afgifter for mere end 750.000 kroner. 

Den bøde skal være langt højere, hvis det står til mig.

Hvis du ikke fik set DR-dokumentaren 'Sådan svindles Danmark', så kan du se den her.