2016 er allerede i fuld gang, og rundt omkring i det politiske system er der gang i en masse forskellige initiativer - og lad mig bare være ærlig; de er ikke lige fornuftige alle sammen.
Begrebet indslusningsløn er kommet på dagsorden igen, efter regeringen har bebudet, at det kan være en måde at integrere flygtninge på det danske arbejdsmarked. Til alt held er finansminister Claus Hjort Frederiksen kommet på bedre tanker og har trukket forslaget tilbage igen.
Men i debatten har man glemt, at vi allerede har indslusningsløn i næsten alle vores overenskomster. Nogle steder hedder det et anciennitetstillæg, andre steder funktion- eller kvalifikationstillæg. Det er faktisk meget få steder, at nye medarbejdere starter på den højeste lønsats. Stort set alle stiger i løn når indslusningen på arbejdspladsen er vel overstået.
Fri os fra lovbestemt løn
Når vi i fagbevægelsen alligevel er så meget imod, at regeringen har forsøgt at proppe indslusningsløn ned i halsen på arbejdstagerne, skyldes det ikke kun, at indslusningsløn meget nemt kan være vejen til løndumping. Det skyldes også, at vi på ingen måde ønsker et arbejdsmarked, hvor det er politikerne der dikterer lønnen.
I Danmark er vi heldigvis - i hvert fald indtil videre -
fritaget for at have en lovbestemt mindsteløn.
Vi har i stedet to lønsystemer: minimalløn og normalløn, alt efter
hvilken overenskomst, der er på området. Fælles for begge
lønsystemer er, at det er arbejdsmarkedets parter, altså
fagforeningerne og arbejdsgiverforeningerne, der ved
overenskomstforhandlingerne bliver enige om lønniveauet.
Jeg frygter, at hvis der på et tidspunkt kommer en lovbestemt mindsteløn - som der er sket i Tyskland - så vil de fleste arbejdsgivere udnytte muligheden for at gå efter laveste fællesnævner, og rigtig mange vil skulle have mindst to job for at kunne føre et anstændigt liv her i Danmark.
Når det er sagt, så vil en lovbestemt mindsteløn heller ikke nødvendigvis være helt uproblematisk for arbejdsgiverne - slet ikke for de anstændige arbejdsgivere. De vil nemlig ikke kunne budgettere og planlægge ret langt frem, fordi lønningerne vil gå op og ned alt efter, hvilken farve regeringen vil have.
I Danmark skal vi holde fast i den danske model. Den har sørget for et fleksibelt arbejdsmarked, hvor det er nemmere at hyre og fyre, end i så mange andre lande, men hvor lønmodtagerne samtidig er sikret en anstændig løn.
De borgerlige forfører
De borgerlige nøjes ikke med at gå efter lønmodtagernes pengepung - de har også indledt et angreb på Arbejdstilsynet. Og mens de med den ene hånd øger kravene til fleksibiliteten på arbejdsmarkedet, så svækker den samtidig sikkerhedsnettet. Det skaber både uro, utryghed og giver desuden anledning til social dumping.
Med en temmelig tragikomisk tilgang til den borgerlige politik, må man konstatere, at det jo er fantastiske resultater, de borgerlige her har skabt.
De har forført godt og vel halvdelen af alle danske lønmodtagerne, og så har de indsat direktøren fra arbejdsgiverorganisationen som beskæftigelsesminister. For ham er det naturligvis ingen sag, at få begreber som indslusningsløn og lavere lønninger på dagsordenen. Og så har han noget at arbejde med.
Det betyder, at det for os bare bliver endnu vigtigere at holde fast i, at ledige er borgere, der er mellem to job. Vores opgave er at få dem tilbage på arbejdsmarkedet. Hvis vi accepterer indslusningsløn, så sker det modsatte. De bliver endnu mere marginaliserede ved at skulle arbejde til en løn, der ikke muliggør et anstændigt liv i Danmark. Og den vej skal vi på ingen måde begive os ned af.
