Når frosten hersker som nu, falder danskerne på stribe på isglatte fortove og veje
Frost og sne kan få alvorlige konsekvenser for mange danskere når de skal til og fra arbejde.
- Når frosten kommer sent, ved vi af erfaring, at danskerne er uforberedte, og så sker der flere ulykker. Især falder mange, fordi der ikke er gruset og saltet, og mange har heller ikke fodtøj på, der er skridsikkert, siger Lise Agerley, kommunikationsdirektør i Alka.
Det er ikke kun uden for arbejdet at der sker mange ulykker på grund af glatte fortove.
Antallet af arbejdsulykker stiger også, når det bliver glat.
I vintre med meget sne og kulde bliver der anmeldt cirka 3.000 arbejdsskader på grund af glat føre til Arbejdstilsynet. Og vidste du, at hvis du falder på dit arbejdes parkeringsplads, så er det højst sandsynligt en arbejdsulykke.
De klassiske skader
Alka oplyser, at de klassiske skader er brud på ben og arme og forstuvninger på hænder, arme, skuldre - også skader på rygsøjlen og ødelagte tænder er hyppige.
- Ulykkesforsikringen dækker faldskader opstået på grund af is og sne. Så når man har været hos lægen efter et fald på grund af is og sne, bør man sørge for at anmelde sagen til den private ulykkesforsikring, siger Lise Agerley fra Alka.
Ulykkesforsikringen kan give dækning af behandling hos fysioterapeut eller kiropraktor, og tandskader dækkes sædvanligvis i forhold til en rimelig og nødvendig tandbehandling.
Hvis ulykken sker på din arbejdsplads, så skal du selvfølgelig med det samme kontakte arbejdsgiveren, der skal anmelde skaden.
Husk håndfaste beviser
Er man uheldig at falde, fordi der ikke er ryddet sne og saltet, bør man kontakte husejeren hurtigst muligt for få anmeldt sagen til dennes husejeransvarsforsikring, og det kan være en god idé at tage et billede af stedet som dokumentation for, at der ikke var ryddet sne eller is.
Som udgangspunkt er husejeren ansvarlig, hvis fortovet ikke er gruset, saltet, ryddet for sne mellem kl. 7 og 22, og det er årsagen til, at personer falder og kommer til skade.
Husejerens ansvar beror altid på en konkret vurdering af forholdene på skadetidspunktet.
Hvis der måtte opstå tvivl om vejret på skadetidspunktet, kan DMI hjælpe, oplyser Alka.
Gode råd fra Alka hvis du kommer til skade
- Kontakt straks husejeren, der ikke har holdt sit fortov sne- og isfrit og få skaden anmeldt til dennes husejeransvarsforsikring.
- Husk at fotografere stedet med din mobil, hvis din skade ikke gør det umuligt. I så fald så prøv at få hjælp til fotografering af andre. For du skal bevise, at dit fald skyldes mangelfuld snerydning, grusning eller saltning, hvis du skal have erstatning.
- Få navne og kontaktdata på eventuelle vidner. De kan vise sig nyttige, hvis din forsikring skal dække din faldskade.
- Anmeld skaden til din egen ulykkesforsikring straks, når du har været hos lægen.