Foto af Esben Lunde Larsen er ny miljø- og fødevarerminister
Nyhed

Velkommen til: Esben Lunde Larsen er ny miljø- og fødevareminister

Fødevareforbundet NNF hilser Esben Lunde Larsen velkommen som ny miljø- og fødevareminister. Nu handler det om at få ro til at udvikle en fødevarepolitik, der skaber flere gode arbejdspladser og jobsikkerhed

Fødevareforbundet NNF hilser Esben Lunde Larsen velkommen som ny miljø- og fødevareminister. Nu handler det om at få ro til at udvikle en fødevarepolitik, der skaber flere gode arbejdspladser og jobsikkerhed. Sådan lyder det fra forbundsformand Ole Wehlast

I dag har statsminister Lars Løkke Rasmussen udpeget Esben Lunde Larsen som ny miljø- og fødevareminister.

Esben Lunde Larsen har indtil nu været uddannelses- og forskningsminister.

Det sker efter flere ugers politisk uro om fødevareområdet, som kulminerede i lørdags, da Eva Kjer Hansen trak sig som miljø- og fødevareminister. 

- Jeg ser frem til samarbejdet med Esben Lunde Larsen. Jeg er sikker på, at vi får et godt og konstruktivt samarbejde om fødevarepolitikken. Samtidig vil jeg også gerne sige tak til Eva Kjer Hansen for et godt samarbejde siden folketingsvalget i juni sidste år. Hun har stået bag den store landbrugspakke, som på sigt vil skabe bedre vilkår for virksomhederne og dermed skabe mulighed for flere job i fødevarebranchen, siger Ole Wehlast og fortsætter: 

- Jeg håber meget, at Esben Lunde Larsen vil fortsætte det politiske fokus på at skabe vækst og beskæftigelse i fødevarebranchen, uden at det sker på bekostning af vores natur og miljø. 

Nu er der brug for arbejdsro

Nu hvor landbrugspakken er vedtaget, og en ny minister står klar, er der brug for arbejdsro på fødevareområdet.

- For mig handler fødevarepolitik om at skabe flere gode arbejdspladser og jobsikkerhed - ikke om politisk fnidder og barnlige stirre-konkurrencer, siger Ole Wehlast.

Esben Lunde Larsen er den sjette fødevareminister, der bliver udpeget på seks år. 

Læs: Opråb til Løkke: Skab arbejdsro nu

De seneste ugers uro om fødevareområdet viser, ifølge Fødevareforbundet NNF, at brede forlig over midten i Folketinget er tvingende nødvendige på landbrugs- og fødevareområdet.

- Fødevareområdet bidrager i allerhøjeste grad til det danske samfund. Dels via arbejdspladser og beskæftigelse, og dels via fødevareeksporten, der forsyner den danske statskasse med store indtægter. Jo mere politisk usikkerhed der er, jo færre chancer tør virksomhederne tage. Det går ud over de mange tusinde lønmodtagere, der hver dag knokler for at lave gode fødevarer til hele verden. Derfor er der brug for brede forlig i Folketinget, så vi sikrer ro og stabilitet, uanset hvordan regeringen ser ud, siger Ole Wehlast.