Regeringen og arbejdsmarkedets parter har
indgået den første delaftale i trepartsforhandlingerne. LO kalder
første delaftale i trepartsforhandlingerne for "sund
fornuft"
- Der er nu for alvor taget hul på første del af
trepartsdrøftelserne, der handler om, hvordan integrationsindsatsen
i kommunerne bliver mere effektiv og jobrettet, siger Lizette
Risgaard om delaftalen, der i dag er indgået mellem regeringen, KL,
DA og LO.
- Målet er, at flere flygtninge bliver en del af
arbejdsfællesskabet, og for at det kan ske, skal kommunernes
integrationsindsats være hurtigere, mindre bureaukratisk og i langt
højere grad end i dag tage udgangspunkt i den enkelte flygtnings
potentialer. Og så skal der være en meget tættere kontakt mellem
kommuner og virksomheder, siger Lizette Risgaard og fortsætter:
- Og det er afgørende for LO, at en styrket indsats for flygtninge sker i balance med alle de andre personer, som mangler et ståsted på arbejdsmarkedet. Derfor er jeg meget tilfreds med, at den ambition også klart fremgår af delaftalen.
Her kan du læse hele delaftalen
Bedre danskundervisning og fokus på brancheforløb
LO har især hæftet sig ved fire elementer, som vil gøre en forskel i forhold til indsatsen i dag.
For det første vil der ske en bedre og mere ensartet screening af flygtningenes uformelle og formelle kompetencer.
For det andet skal mulighederne for at komme i beskæftigelse
fremover være et centralt hensyn, når flygtningene skal placeres i
kommunerne.
For det tredje er der fokus på at sikre høj kvalitet i
danskundervisningen, så det giver flygtningene det bedste grundlag
for at blive fuldt og helt integreret i det danske samfund.
For det fjerde lægger delaftalen op til en styrkelse af den
virksomhedsrettede indsats - blandt andet med fokus på
brancherettede forløb, som er noget af det, der for alvor
virker.
- Det er et godt afsæt for de videre drøftelser, som vi nu går i
gang med. De to næste delaftaler vil omhandle: Bedre rammer for
virksomhederne til at ansætte flygtninge og en enklere og mere
fleksibel virksomhedsrettet indsats, siger Lizette Risgaard og
fortsætter:
- Med delaftalen i dag har vi øget sandsynligheden for, at vi kan
nå frem til et brugbart resultat, så alle parter kan støtte op om.
En samlet trepartsaftale, der bidrager til, at flere flygtninge
bliver selvforsørgende, uden at det sker på bekostning af de
ledige, der allerede i dag står og mangler et arbejde eller en
uddannelse, siger Lizette Risgaard.