Foto af Jimmy Andersen(tv) og Søren Lind(th) er jobbankbestyrerer på Danish Crown i Faaborg og skal hjælpe de fyrede slagteriarbejdere videre i job.
Nyhed

Sidste dag på Danish Crown i Faaborg

Den sidste skinke er skåret på Danish Crown i Faaborg. Tillidsfolk og fagforening fortsætter med at få de fyrede slagteriarbejdere videre i nyt arbejde

Den sidste skinke er skåret på Danish Crown i Faaborg. Tillidsfolk og fagforening fortsætter med at få de fyrede slagteriarbejdere videre i nyt arbejde

Siden 1888 er millioner af grise blevet skåret op og udbenet på Danish Crowns anlæg ved havnen i Faaborg

Da Danish Crown tilbage for lidt over to år siden annoncerede, at de ville lukke afdelingen i Faaborg, var der 409 slagteriarbejdere ansat på anlægget.

Fredag 12. februar mødtes slagteriarbejderne for sidste gang, inden anlægget lukker.

I en stor kasse i et baglokale ligger der hundredevis af hængelåse.

De plejede at hænge på de over 400 slagteriarbejderes personlige skabe. Nu ligger de i en grå plastickasse og afventer fremtiden.

I forsommeren 2015 lukkede aftenholdet, og omkring 110 ansatte blev sendt hjem med en fyreseddel.

Op til julen 2015 gik yderligere 160 ansatte på juleferie med en fyreseddel.

Underlig stemning på sidste arbejdsdag

Fredag 12. februar stempler 76 ansatte ud for sidste gang. Resten er stoppet løbende, gået på pension eller er sygemeldte.

Den allersidste dag, bliver der ikke arbejdet på anlægget, men i stedet bliver dagen brugt på, at sige farvel til kollegerne.

- Vi har kendt til lukningen i to år, så vi har haft god tid til at vænne os til tanken. Men det bliver helt sikkert en underlig dag, når anlægget lukkes endeligt ned. Folk har i gennemsnit arbejdet her i 15-16 år, så det er virkelig en omvæltning for rigtigt mange kolleger, siger Jimmy Andersen, tillidsrepræsentant på Danish Crown Faaborg.

Sammen med Søren Lind er han udpeget til at bestyre den jobbank, der igennem længere tid har hjulpet slagteriarbejderne videre i uddannelse eller nye job. Jobbanken fortsætter de kommende ni måneder.

- Vi har allerede haft omkring 200 ansatte på kursus eller uddannelse. Mange er ufaglærte og har arbejdet her i rigtigt mange år. Så de har brug for at blive opkvalificeret, så de har bedre muligheder for at finde nyt arbejde, siger Søren Lind.

Status ved lukningen er, at små 160 ansatte har fået nyt arbejde. Halvdelen er flyttet til andre Danish Crown anlæg, primært i Blans i Sønderjylland og Horsens.

Når så mange ansatte mister deres job, er der mange praktiske detaljer der skal afklares. Fødevareforbundet NNF Lillebælt-Fyn giver også en hånd med på Danish Crown i Faaborg.

- Jeg har været på slagteriet en dag om ugen i de seneste uger og hjulpet vores medlemmer med at få afklaret en masse spørgsmål. Mange er i tvivl om deres restferie, kurser og hvordan man laver et godt CV. Når de sidste 76 ansatte skal melde sig ledige, sidder vi klar her i Faaborg, i Svendborg og Odense til at hjælpe med at ledige sig ledige og få dagpenge, siger Frank Knudsen, næstformand i Fødevareforbundet NNF Lillebælt-Fyn.

Det skal være nemmere at komme på kursus

Jimmy Andersen har været med til at sende flere hundrede slagteriarbejdere afsted på kurser for at få stort kørekort, blive bedre til dansk eller blive omskolet til byggebranchen.

Selvom rigtigt mange er blevet sendt på kursus, så er der alligevel plads til forbedringer af efteruddannelsessystemet.

- Hold op, hvor er systemet besværligt. Hvis en medarbejder skal have økonomisk støtte til et kursus igennem Industriens Kompetencefond, så skal han først selv ansøge, så skal ansøgningen forbi jobbanken, så til en ekstern medarbejder i Ringsted, så tilbage til medarbejderen, der skal tage papiret med til jobbanken. Det hele tager lang tid, og det er ofte svært for den enkelte medarbejder at gennemskue systemet, siger Jimmy Andersen.

Han fortæller om et godt samarbejde med kommunens jobcenter, der kommer ud på virksomheden og afholder personlige samtaler med hver enkelt medarbejder, for at få afklaret, hvad der skal til for at komme videre i nyt job.

Men når man skal have betalt et kursus, er det en lang proces, der starter.

- Det tager alt for lang tid fra, man søger om et kursus til betalingen kommer. Nogle gange må kollegerne selv lægge ud for kurserne, og de kan være ret dyre. De får faktisk nogen til at holde igen, hvis de har udsigt til selv at lægge ud, siger Søren Lind.