Nyhed

Bundrekord: Nu slagter vi lige så få grise som i 1991

Slagtningerne på de danske slagterier ender i år på det laveste niveau i et kvart århundrede. Til gengæld sætter strømmen af smågrise over grænsen ny rekord

Slagtningerne på de danske slagterier ender i år på det laveste niveau i et kvart århundrede. Til gengæld sætter strømmen af smågrise over grænsen ny rekord

Aldrig har danske svineproducenter produceret så mange grise som nu.   

Alligevel skal danske slagterier kigge helt tilbage til 1991 for at finde et år, hvor de har slagtet færre grise.

Baseret på slagtetallene i de seneste uger og måneder forventes slagtetallet at ende på ca. 18,1-18,2 mio. svin mod knap 19 mio. sidste år.

I stedet bliver rekordmange grise sendt til udlandet, når de er få uger gamle. Den trafik sætter nok engang ny rekord i år, hvor den forventes at havne på mere end 13 mio. smågrise mod 12 mio. styk sidste år.

- Nedgangen i slagtningerne er meget afhængig af udviklingen i eksporten af smågrise, lyder det fra markedsanalytiker Karsten Flemin fra Landbrug & Fødevarer.  

Hos Fødevareforbundet NNF konstaterer cheføkonom Mogens Eliasen, at udviklingen med færre slagtninger igennem mange år har presset arbejdspladserne på slagterierne.

- Vi har set, at mange landmænd har fundet det mere fordelagtigt at sælge grisene videre meget hurtigt af mange årsager som eks. miljøregler og finansiering.  Det betyder desværre, at den danske svineproduktions samfundsaftryk i afledte arbejdspladser har været stærkt dalende, siger han.

Håb om vendepunkt

Mogens Eliasen ser på trods af det historiske lavpunkt i år alligevel optimistisk  på udviklingen i 2017.

- Der sker faktisk positive ting i branchen nu. Mange landmænd er på nippet til at bygge nye svinestalde. Erhvervs- & Vækstministeriet har lige skabt bedre rammer for finansieringen i erhvervet, pso-afgiften fjernes for slagterierne, landbrugspakken er sat i gang, og så har vi set, at svineprisen også er blevet bedre i år. Derfor er det også på tide, at vi ser resultater af de mange velvillige tiltag for branchen, siger han og nævner samtidig, at oprettelsen af Dansk Landbrugskapital også sender positive vibrationer ind i produktionen af danske slagtesvin.   

Hos Karsten Flemin, Landbrug & Fødevarer er forventningen, at slagtningerne vil fortsætte med at falde i første halvdel af 2017, mens nedturen til gengæld stopper i anden halvdel af 2017.

- Her forventer vi, at der vil komme en positiv effekt på staldbyggerierne fra den pulje, som myndighederne har udbudt. Samtidig er der dog landmænd, som fortsætter med at stoppe, men jeg tror, at de nye stalde som minimum opvejer afgangen, siger han med henvisning til Miljø- og Fødevareministeriets pulje til investeringer i byggeri- og renovering af svinestalde på 174 mio. kr.  

 

Fakta: Slagtninger og eksport af smågrise i årets første 10 måneder

Slagtninger af svin og søer i Danmark:

Til og med oktober:

15,1 mio. slagtninger mod 15,8 mio. slagtninger på samme tidspunkt i 2015.

Eksport af smågrise:

10,9 mio. styk mod 9,8 mio. styk ved samme tid i 2015

Kilde: Foreløbige beregninger fra Landbrug & Fødevarer