Nyhed

Tillidsrepræsentant: Træls af helvede til

Stemningen er dyster, fortæller fælles-tillidsrepræsentant på slagteriet Tican i Thisted Peter Uno Andersen, efter det tidligere i dag blev meldt ud, at 55 kolleger mister deres arbejde pr. 1. oktober 2016

Stemningen er dyster, fortæller fællesstillidsrepræsentant på slagteriet Tican i Thisted Peter Uno Andersen, efter det tidligere i dag blev meldt ud, at 55 kolleger mister deres arbejde pr. 1. oktober 2016

Det kom som en bombe, da ledelsen på slagteriet Ticans i Thisted orienterede medarbejderne om, at udbeningen af skinker flyttes fra Thisted til Tyskland. 55 kolleger mister deres arbejde.

- Det var dyb, dyb tavshed. Man kunne høre en knappenål falde til jorden, fortæller fællestillidsrepræsentant Peter Uno Andesen, der naturligvis var til stede, da ledelsen overbragte den triste nyhed til kollegerne i udbeningen.

Meddelesen blev dog modtaget i god ro og orden, og medarbejderne samledes umiddelbart efter til afdelingsmøde. Her fik de stillet alle de spørgsmål, lukningen af deres afdeling havde afstedkommet, og dem vil Peter Uno Andersen nu tage op med slagteriets ledelse.

Dyster nutid, lysere fremtid

Arbejdet i udbeningen ligger stille her til eftermiddag:

- Da mine kollegaer i udbeningen gav udtryk for, at de ikke havde den store lyst til at gå tilbage til arbejdet, gav ledelsen dem fri. Så de er nu gået hjem for at fordøje nyheden i ro og fred, og møder så ind på arbejde i morgen tidlig, fortæller Peter Uno Andersen.

At Tican vælger at flytte udbeningen af skinker til Tyskland, skyldes økonomiske hensyn. Faktisk er Tican det sidste af de større slagterier i Danmark, hvor man stadig udbener skinker. De andre slagterier har allerede for mange år siden sendt denne del af arbejdet til udlandet.

Udflytningen er dog ikke udtryk for, at Tican lukker langsomt ned. Tværtimod er slagteriets tyske ejere Tönnies ved at investere 100 millioner i virksomheden.

- Det er jo faktisk det, der er så satans. Alt tyder på, at vi vil få brug for fere kolleger her på slagteriet. Bare ikke lige nu. Vores fremtid ser faktisk rigtig lys ud, men det hjælper jo ikke mine kolleger i udbeningen her og nu, konstaterer Peter Uno Andersen.
Han håber, at det vil være muligt at få en del af kollegerne i udbeningen placeret andre steder i virksomheden, så ikke alle 55 står uden arbejde 1. oktober.