Find flere penge. Sådan lyder opfordringen til politikerne fra Fødevareforbundet NNF og Danish Crown, efter 169 danske svineproducenter har søgt Miljø- og Fødevareministeriet om tilskud til opførelse af stalde til opdræt af næsten to millioner slagtesvin om året
Siden 2005 er de årlige tilførsler af slagtesvin til de danske slagterier faldet med næsten fem millioner grise, og det har kostet tusindvis af slagteriarbejdere jobbet. Nu er der for første gang i mange år tegn på, at udviklingen kan vendes. Udfordringen er desværre, at kun omkring halvdelen af de landmænd, der har søgt om tilskud, har udsigt til at få del i midlerne.
- Flere danske slagtesvin giver flere danske arbejdspladser. Så simpelt er det. Derfor må regeringen også kunne finde de nødvendige midler, så vi kan vende de senere års negative spiral. Den spirende optimisme må ikke ødelægges af bureaukrati, siger Ole Wehlast, der er formand for Fødevareforbundet NNF.
Grund til optimisme
Både Fødevareforbundet NNF og Danish Crown har plads i Svinesektorens vækstpanel, der i juni kom med seks anbefalinger til, hvordan sektoren selv kan medvirke til at skabe 5.000 arbejdspladser i landbruget og på slagterierne frem mod 2027. Den fornyede vækst vil generere eksportindtægter på anslået 5,6 milliarder kroner og skatteindtægter på over 700 millioner kroner årligt.
- Landbruget og slagterierne er klar til at levere, for der er faktisk grund til optimisme. Vi står i en situation, hvor der er rigtig god efterspørgsel på dansk svinekød ude i verden. Foderet til grisene vokser lige op ad jorden på de danske marker. Grisene bliver slagtet på danske slagterier og skaber arbejdspladser, så jeg er ikke i tvivl om, at pengene til nye stalde kommer retur til statskassen flere gange i de kommende år, siger Jais Valeur, der er CEO i Danish Crown.
Miljø- og Fødevareministeriet har modtaget ansøgninger på i alt 360 millioner kroner til staldbyggeri, hvor der årligt kan opdrættes næsten to millioner slagtesvin. Der er på nuværende tidspunkt afsat en pulje på 171 millioner kroner, men Fødevareforbundet NNF og Danish Crown håber, den kan udvides.
- Det er utrolig positivt, at så mange svineproducenter tror på fremtiden og vil investere i nye stalde. Landbrugspakken har afgjort skabt lidt optimisme i dansk landbrug. Derfor håber jeg også, at politikerne kan finde de ekstra penge, der skal til, for at kickstarte dansk svineproduktion, siger Jais Valeur.
Danske svin skal gi' danske arbejdspladser
Så sent som sidste uge tvang et fornyet fald i tilførslen af slagtesvin Danish Crown til at nedlægge aftenholdet på slagteriet i Ringsted, og dermed forsvinder omkring 100 arbejdspladser.
- Det handler om danske arbejdspladser. Derfor bør der også stilles krav til svineproducenterne om, at de til gengæld for at modtage støtte forpligter sig til at levere svinene til slagtning i Danmark. Vi må ikke risikere, at danske skattekroner ender med at finansiere flere arbejdspladser i udlandet. De danske slagtesvin skal blive i Danmark, siger Ole Wehlast.