Foto af LO-fagbevægelsen kæmper for pladsen til forskellighed. Her Anne-Lise Nyegaard fra Dansk Metal omgivet af afdelingsformand Henrik Tonnesen (tv.) og Erling Larsen (th.) fra Fødevareforbundet NNF
Nyhed

»Alle har ret til at være sig selv på jobbet«

Med til ordentlige arbejdsvilkår hører, at man kan gå trygt på arbejde uden at blive chikaneret på grund af sin seksualitet. Derfor debatterer Fødevareforbundet NNF i disse dage retten til mangfoldighed på Copenhagen Pride

Med til ordentlige arbejdsvilkår hører, at man kan gå trygt på arbejde uden at blive chikaneret på grund af sin seksualitet. Derfor debatterer Fødevareforbundet NNF i disse dage retten til mangfoldighed på Copenhagen Pride

- Når det i dagens Danmark kan ske, at en mand får skriftligt afslag på et job med begrundelsen "Du er for bøsset", så har vi altså noget at kæmpe for.

Ordene lyder fra Erling Larsen fra Fødevareforbundet NNF Sjælland & Øerne, der i disse dage deltager i Copenhagen Pride for at sætte fokus på homoseksuelles, biseksuelles og transpersoners rettigheder og retten til mangfoldighed i det hele taget.

Diskrimination er hverdag på alt for mange fødevarearbejdspladser

- Med til ordentlige arbejdsvilkår hører, at man kan gå trygt på arbejde uden at blive chikaneret på grund af sin seksualitet. Alligevel viste en LO-undersøgelse sidste år, at 34 procent af forbundenes medlemmer på deres nuværende eller tidligere arbejdsplads havde oplevet nedsættende tale om homoseksuelle eller transkønnede. Diskrimination og chikane er hverdag på alt for mange fødevarearbejdspladser. Det er uanstændigt anno 2016, understreger Erling Larsen.

Han vil selvfølgelig også gerne tale fagforeningsmedlemsskab på Priden. Ikke mindst med homoseksuelle, som har meldt sig ind i Krifa.

- Jeg vil gerne få dem til at reflektere over, om det som homoseksuel giver mening at være medlem af en fagforening, der i den grad læner sig op af et kristent livssyn, der ikke støtter homoseksualitet. Et sådant menneskesyn hænger på ingen måde sammen med at kæmpe for medlemmernes ret til at være sig selv og kunne gå trygt på job, slutter Erling Larsen.

Fødevareforbundet NNF deltager på Priden sammen med den øvrige LO-fagbevægelse og FTF.