Danske landmænd slår dørene op og inviterer indenfor søndag 20. september. Her kan du se, hvordan dyr og råvarer til danske fødevarer bliver produceret
Tusindvis af fødevarearbejdere arbejder hver dag med at producere og forædle danske fødevarer.
Men ved du egentlig, hvordan de dyr og råvarer, som fødevarevirksomhederne tager i mod fra landmændene, bliver produceret?
Søndag 20.september kan du tage familien med ud og se hvordan svin, mælk og korn bliver produceret hos danske landmænd.
Åbent Landbrug er et årligt tilbagevendende arrangement den 3. søndag i september, hvor landbrugsbedrifter over hele landet inviterer inden for i staldene i tidsrummet 10-16.
I år afholdes det for 18. gang.
Gratis at komme på besøg
De 67 værter, som er fordelt over hele landet, har i samarbejde med de lokale landboforeninger og forskellige fødevarevirksomheder arrangeret en række aktiviteter, hvor gæsterne kan se, lugte, føle og smage og på nært hold se, hvor fødevarerne kommer fra.
Samtidig får gæsterne et indblik i hverdagen i det moderne
landbrug anno 2015.
Der er mulighed for at besøge gårde med køer og kalve, grise,
kødkvæg, kyllinger, malkegeder, minkavl, kartoffelproduktion,
frugt- og bærproduktion, grøntsager, gårdbutikker m.fl.