Nyhed

Nej til Kina - Jacobsen Bakery bevarer danske job

Småkagevirksomheden Jacobsens Bakery bliver i Hedensted - også efter den nuværende ejer trækker sig tilbage. Kinesiske bejlere stod ellers klar, men et glidende generationsskifte er nu på plads

Småkagevirksomheden Jacobsens Bakery bliver i Hedensted - også efter den nuværende ejer trækker sig tilbage. Kinesiske bejlere stod ellers klar, men et glidende generationsskifte er nu på plads

De 80 ansatte på småkagefabrikken Jacobsen Bakery i Hedensted behøver ikke at frygte, at deres virksomhed bliver solgt til Kina, når den nuværende ejer, Jan Jacobsen, trækker sig tilbage.

Det står klart efter familien Eskildsen, der står bag Givesco-koncernen, har købt en minoritetsaktiepost i Jacobsens Bakery.

Planen er, at Givesco skal overtage virksomheden i løbet af de næste 10 år. Givesco ejer i forvejen virksomhederne Dan Cake, Carletti og Struer Brød

Arbejdspladserne skal blive i Hedensted

Jan Jacobsen ville ikke risikere, at hans virksomhed ender med at rykke til udlandet, når han ikke længere står i spidsen for den. Derfor er han glad for at arvefølgen nu er på plads, og at virksomheden bliver på danske hænder.

Til FødevareWatch fortæller han, at der ellers har været kinesiske bejlere, der har vist interesse for Jacobsen Bakery.

- Jeg gør det her for at sikre et glidende generationsskifte og for at sikre, at arbejdspladserne bliver i Hedensted. Hvis jeg nu havde solgt til en kineser, er der rimelig stor sandsynlighed for, at de havde lukket biksen i Hedensted og flyttet skidtet til Kina, siger Jan Jacobsen, der samtidig afslører, at han sandsynligvis ville kunne have fået flere penge for aktierne, hvis han havde valgt at sælge til en kineser.

Et positivt indspark

Hos Fødevareforbundet NNF glæder forbundssekretær for det fødevareindustrielle område, Flemming dal Cortivo, sig over Jan Jacobsen beslutning:

- Det er dejligt at opleve, når virksomhedsejere går op i at sikre deres familieejede virksomhed på lang sigt, siger han og fortsætter:

- For medarbejderne er det selvfølgelig utroligt positivt, at de nu ikke behøver at være nervøse for fremtiden. Men det er også vigtigt for branchen, at der er virksomheder, der målrettet satser på at fastholde produktionen i Danmark. Det er et positivt indspark i en tid, hvor arbejdsgivere generelt truer med udflytning og kun har øje for bundlinjen.

Jacobsens Bakery har været ejet af familien Jacobsen siden stiftelsen i 1985