Foto af Poul Kristensen og Gert Sørensen i gang med at lave rullepølser.
Nyhed

Gert fik ideen til ny pølse

På Kødgros Vest Mors kan de ansatte komme med ideer til nye produkter. Det gjorde blandt andet slagteriarbejder Gert Sørensen. Restprodukter fra rullepølser er blevet til en smagsfuld krydderpølse

På Kødgros Vest Mors kan de ansatte komme med ideer til nye produkter. Det gjorde blandt andet slagteriarbejder Gert Sørensen. Restprodukter fra rullepølser er blevet til en smagsfuld krydderpølse

Slagteriarbejder Gert Sørensen, der er uddannet pølsemager og blandt er med til at fremstille rullepølser på Kødgros Vest Mors, fik en dag en idé: - Enderne på rullepølserne, der bliver skåret fra, må kunne bruges til noget, tænkte han.

- Vi har frie hænder til at komme med forslag til nye produkter, og her kunne jeg se nogle muligheder. Jeg krydrede enderne ekstra og lavede en pølse, som jeg i første omgang tog med hjem til min hustru, så hun kunne smage den. Hun vendte tommelfingeren opad, hvor efter jeg forelagde ide og pølse for ledelsen, fortæller Gert Sørensen.

I dag er krydderpølse med persille og krydderpølse med peber med i det faste sortiment.

- Vi lytter rigtig meget til, om vores kunder har ønsker til specielle produkter. Det er jo en af måderne, hvor vi kan være foran konkurrenterne. Og her spiller medarbejderne i produktionen en meget stor rolle. Jeg er både glad og stolt over, at de kommer med nye ideer til produkter. Det er et tydeligt eksempel på, at de har visioner, siger direktør Kim Munksgaard.

I slutningen af 2013 overtog Kødgros Vest Suhls Pålæg i Outrup, der var gået konkurs og havde stået tomt i et par måneder. Den tidligere ejer, Poul Bærentsen, blev ansat som fabrikschef.

Presset ud af polske konkurrenter

- Suhls Pålæg havde kørt rigtig godt, men vi blev presset af konkurrenter specielt fra Polen. Deres produkter fik mere og mere plads i supermarkederne, og det betød, at vi gik konkurs og over 30 ansatte blev afskediget, fortæller Poul Bærentsen, der i dag er glad for, at virksomheden føres videre af det, han betegner som en kapitalstærk og professionel virksomhed, Kødgros Vest.

Suhls Pålæg hedder i dag Kødgros Vest Mors.

I dag er antallet af medarbejdere oppe på omkring 20 i Outrup, og man bestræber sig på at ansætte mere faglært arbejdskraft.  Men det er meget svært. Specielt har man i lang tid søgt efter faglærte pølsemagere, fordi produktionen af specialvarer hele tiden øges.

- Det er så godt som umuligt at finde faglærte pølsemagere. Baggrunden er bl.a., at uddannelsen blev nedlagt for en del år siden. Der er altså ikke kommet nye til. Derfor har vi nu besluttet, at vi vil uddanne vores egne pølsemagere, siger Kim Munksgaard.

Ideen kom, da man snakkede fremtid for Kødgros Mors. Man fik ideen til selv at uddanne pølsemagere og rettede derfor en henvendelse til afdelingsformand John Christiansen fra Fødevareforbundet NNF Nordjylland og Danske Slagtermestre.

- Det var en meget spændende udfordring, og jeg er i dag meget glad for, at uddannelsen kommer op at stå i tæt samarbejde med UCR - Slagteriskolen i Roskilde. Det betyder endnu mere fremdrift for virksomheden på Mors med nye arbejdspladser. Desuden er det en meget stor fordel, at eleverne skal uddannes to steder, nemlig både på Mors og i Herrup. Det kan jeg kun hilse meget velkommen, siger John Christiansen.

Ufaglærte fra Kødgros får tilbud først

Kim Munksgaard forventer, at man i første omgang skal ansætte tre elever.

- Vore ufaglærte medarbejdere vil få tilbuddet om elevpladserne først, siger han.

Kim Munksgaard siger, at med overtagelsen af Suhls Pålæg på Mors er man kommet et stort skridt videre i en positiv retning.

- Jeg vil betegne det som en god rejse.. I dag er der omkring 70 ansatte, og selv om jeg ikke vil sætte tal på, så forventer jeg, at vi er mindst 10 ansatte flere i 2016.

Mens man på Suhls Pålæg koncentrerede sig om direkte salg til detailkæderne, så producerer man i dag udelukkende til catering, hoteller, restauranter, storkøkkener, hospitaler, cafeer og slagterbutikker.

- De store produktioner ligger inden for rullepølser, spegepølser i mange smagsvarianter, pålæg, pulled meat og færdigretter. Det vinder mere og mere indpas. Desuden satser vi meget på økologiske varer, som også bliver mere og mere populært. Fælles for vores produkter er, at de er hundrede procent højtforædlede, siger fabrikschef Poul Bærentsen.

Kim Munksgaard siger, at det betyder, at man skal have mange faglærte ansatte.

- Vi er meget fleksible i vores produktion og kører også mange små ordrer. Kunderne kan bestille om eftermiddagen dagen før en levering, og det betyder, at de ansatte skal være meget fleksible til at omstille produktionen. Og det kræver faglært arbejdskraft, siger Kim Munksgaard.

Med opkøbet af Suhls Pålæg har man kunnet flytte en del af produktionen fra Herrup til Mors. Der har givet mere plads i Herrup, hvor man har kunnet udvidet produktionen med opskæring og produktion af færdigretter. Blandt andet har man også her et par faglærte kokke ansat.

En glad og tilfreds tillidsmand

En af de nyere produktionsformer er sous-vide, der stammer fra Frankrig. Den går ud på, at kødet behandles ved lav varme i lang tid. F.eks. tager det op til 14 timer at lave en gammeldags oksesteg.

- Kød, der er sous-vide-behandlet har rigtig mange fordele. Holdbarheden er forlænget og kødet kan genopvarmes flere gange uden at tage skade. Kødet får en væsentlig kraftigere smag og et højere vitaminindhold. Det betyder, at vi kan reducere tilsætningsstoffer - E-numre - betragteligt.

På Kødgros Vest Mors kører man et dag- og eftermiddagshold, mens man i Herrup har et dag- og et nathold. Michael Bisgaard er talsmand for de ansatte i produktionen.

Tillidsrepræsentant Kent Kiel Hein. Kødgros Vest i Herrup, og talsmand Michael Bisgaard, Kødgros Vest Mors mener, at det har været en hånd, men også spændende proces at komme igennem.

- Da købet af Suhls Pålæg var en realitet frygtede vi, at der skulle flyttes medarbejdere fra Herrup til Mors. Og det var ingen interesseret i. I stedet valgte man at ansætte nogle af de tidligere medarbejdere på Suhls.

Kent Kiel Hein er meget glad for, at man nu starter en uddannelse af pølsemagere.

- Jeg er selv noget af en fag-nørd, og mener, at det er utrolig vigtigt, at mange flere får en faglig uddannelse. Vi skal værne om vores håndværk og være stolte af det, vi laver. Det er den vej, vi skal i Danmark.

- Og med den udvikling, som begge virksomheder er inde i, er jeg glad for at kunne nye kolleger velkommen, siger Kent Kiel Hein.