- Uden hjælp fra socialrådgiver Ósk Wall, Fødevareforbundet NNF, var jeg endt på kontakthjælp, siger Laila Høgh
Laila Høgh er typen, der hellere bider smerterne i sig, frem for at melde sig syg. Hun har altid haft en filosofi om, at små som store skavanker skal arbejdes væk.
- Man er vel ikke gammel slagteriarbejder for ingenting, var sætningen, der altid formede sig i hendes hoved, når hun havde ondt.
I dag er 49-årige Laila Høgh, der bor i Bremdal ved Struer, godt klar over, at den indbyggede mekanisme med at være sej, ikke var den bedste at følge.
- Meget havde måske set anderledes ud, hvis jeg havde søgt hjælp noget tidligere. Men sket er sket. Det kan ikke nytte noget at se i bakspejlet. Jeg skal skue fremad.
Laila Høgh er ufaglært og har altid arbejdet på fabrik, bl.a. slagterier. Da hun fik job på Struer Brød følte hun, at hun havde fået drømmejobbet.
- Det er en helt fantastisk arbejdsplads med søde kolleger og ledelse, siger hun.
Selv om Laila Høgh roterede på arbejde, så brugte hun de fleste timer med at pakke morgenmadsprodukter.
- Det var pakker, som vejede fra 375 gran til et kilo, der skulle fra båndet i papkasser. I løbet af en arbejdsdag løftede jeg vel mellem ni og 12 tons, og det kunne ikke undgås, at jeg fik nogle smerter..
Kunne ikke løfte armene
På et tidspunkt begyndte Laila Høgh at blive øm i begge arme.
- Så var det, at jeg sagde til mig selv, at det bare skulle arbejdes væk, fortæller Laila Høgh, der tog mere og mere smertestillende medicin for at holde smerterne nede.
Men en dag i januar 2012 var det så slemt, at Laila havde svært ved bare at løfte armene. Derfor blev hun sygemeldt.
- Jeg havde det ikke godt med at gå hjemme, så efter 14 dage begyndte jeg på arbejde igen. Men det gik altså ikke. Efter halvandet dag måtte jeg sygemeldes igen.
Laila Høghs læge henviste hende til Arbejdsmedicinsk Klinik, hvor man konstaterede, at hun havde fået tennisalbuer, og at smerterne kunne holdes nede ved, at hun dyrkede motion. Da Laila Høgh ikke fik det væsentligt bedre, blev hun undersøgt igen og nu kunne man konstatere, at hun også havde fået såkaldte golfalbuer, der er en kronisk lidelse.
Der var indledt en arbejdsskadesag. Laila Høghs erhvervsevnetab var 35 procent. Det fik hun erstatning for, ligesom hun fik erstatning for varige mén.
- Jeg føler, at mit liv gik med besøg på sygehuse og hos læger. Og så selvfølgelig Jobcentret i Struer.
Laila Høgh havde taget kontakt til sin fagforening, Fødevareforbundet NNF.
- Jeg fik utrolig meget hjælp, siger hun.
Den 1. oktober 2013 blev socialrådgiver Ósk Wall tilknyttet Fødevareforbundet NNF Midt Vestjylland, og kontakten til Ósk Wall mener Laila Høgh blev hendes redning.
- Jeg havde fået forlænget perioden med sygedagpenge, men pludselig en dag fik jeg brev om, at man stoppede udbetalingerne. Ud fra mine papirer mente man, at jeg måtte være rask nok til at komme på arbejdsmarkedet igen.
Signalerne fra hjernen til albuerne
Laila Høgh siger, at hun havde mange forskellige sagsbehandlere på Jobcentret i Struer.
- Det var voldsomt frustrerende. Jeg følte, at man ikke troede på mig. Jeg fik at vide, at jeg helt sikkert kunne klare en anden form for arbejde, og at mine smerter skyldtes, at "din hjerne signalerer til dine albuer, at det gør ondt. Det er altid reflekser, der giver smerterne".
- Det var flere sagsbehandlere, som kom med de udmeldinger, så det er sikkert noget, de har lært på et kursus, fortæller Laila Høgh, der fik en tid hos rehabiliteringsteamet på sygehuset i Herning.
Her var konklusionen klar: Laila Høghs smerter er stationære, altså varige. Og i journalerne skrev man, at hun ikke kunne klare nogen form for arbejde.
- Med Ósk Walls hjælp fik jeg sygedagpengeperioden forlænget, fordi man mente, at jeg kunne klare et fleksjob.
- Selv om jeg aller helst ville tilbage til Struer Brød, så var det en god udmelding. Men sådan så min sagsbehandler ikke på det.
- Hvis du ikke kan klare et arbejde på 37 timer, så kan du måske på 22 timer, lød meldingen.
Ósk Wall siger, at sådan en udtalelse beror på kommunal kassetænkning.
- Med 22 timers arbejde betegnes man som selvforsørgende. Men der er jo ingen, der kan leve af at arbejde 22 timer om ugen.
Det har været op ad bakke
Laila Høgh følte, at hendes kamp var op ad bakke.
- Det lysnede, da jeg fik en meget forstående jobkonsulent, som virkelig støttede mig.
Laila Høgh blev bevilget et fleksjob og har siden foråret 2014 arbejdet to timer to gange om ugen på plastfabrikken Martin Munkebo.
- Det betyder rigtig meget for mig, at jeg to dage om ugen kommer ud blandt andre mennesker på en arbejdsplads. For selv om jeg ikke kan arbejde ret meget, så har det en stor psykisk indvirkning, siger Laila Høgh, der er sikker på, at hun var endt på kontanthjælp, hvis hun ikke havde fået støtte fra Ósk Wall.
- Jeg vil opfordre andre, der kommer i en lignende situation til at tage kontakt til fagforeningen så tidligt i forløbet, som muligt. Lad være med at spille helt og overleve på smertestillende medicin. Og lad være med at tro, at man kan klare det hele selv. For selv om kampen har været hård, så har den være det hele værd, siger Laila Høgh.
