Siden vores sidste blad udkom, har vi været til et folketingsvalg, hvor blå stue vandt med den mindst mulige margen, nemlig 90 mandater mod rød stues 89. Men demokratiet har talt, og det må vi naturligvis respektere.
Folketinget er blevet helt anderledes sammensat, idet Dansk Folkeparti blev folketingets næststørste parti, kun overgået af Socialdemokraterne. De blev styrket ved valget, men desværre ikke nok til at bevare og fortsat udbygge arbejdet for et bedre Danmark, end det vi kender. Senere har det vist det sig, at Dansk Folkeparti har valgt at sidde ude på bænken, frem for at være med på banen, så dem der har stemt på dette parti må sidde tilbage med en flov smag i munden.
Venstre fik en øretæve af format, og alligevel endte det efter mange og lange forhandlinger med de øvrige partier i blå blok, at de dannede den smalleste mindretalsregering i mands minde!
Hvad kan vi så forvente her i Nordjylland, indenfor landbrug og fødevarer? Vi kunne godt trænge til lidt medvind på cykelstierne ovenpå virkningerne af Ruslandsboykotten.
Her er der grund til optimisme, idet det er en gammel kending, som er blevet både miljø- og fødevareminister, og med den 16-punkts plan som de borgerlige partier fremlagde før valget, er der god grund til at tro, at den plan som Eva Kjær Hansen formodentlig fremlægger senest i forbindelse med folketingets åbning, viser tegn på, at der bliver plads til øget produktion i landbruget, og dermed en forbedret indtjening.
Alt andet lige skulle det gerne give nogle flere arbejdspladser til vores ledige medlemmer, til gavn og glæde for det enkelte medlem, men så sandelig også for samfundet.
Denne blog er også bragt som leder i Substans Nordjylland nr. 3, 2015.