I januar 2008 blev Søren Petersen, med hjælp fra Fødevareforbundet NNF, den første homoseksuelle lønmodtager, der fik erstatning for chikane på grund af sin seksualitet
»Homoseksualitet er en psykisk sygdom«. Og »bøssesex er noget af det ulækreste, der findes«.
Det var nogle af de kommentarer som Søren Petersens arbejdsgiver, bagermester Mogens Thomsen kom med, efter at Søren Petersen havde fortalt sin arbejdsgiver, at han er homoseksuel.
- Jeg havde arbejdet tæt sammen med min mester i fem-seks år og vi var kommet godt ud af det med hinanden. Så det gjorde ondt, at få at vide at han sagde sådan nogle ting om mig bag min ryg, siger Søren Petersen.
Chikanen begyndte tilbage i 2006. Først halvandet år senere, i starten af 2008 vandt Søren Petersen sagen i landsretten og fik tilkendt 100.000 kroner i erstatning. Som den første homoseksuelle i Danmark nogensinde.
- Det er faktisk længe siden jeg har tænkt på sagen. Forhåbentlig var min sag med til at gøre det nemmere for andre i samme situation at få erstatning og få anerkendt at chikane er ulovligt, siger Søren Petersen.
I kølvandet på sagen blev Søren Petersen sygemeldt og stoppede senere. Umiddelbart bagefter solgte bagermester Mogens Thomsen virksomheden og gik på pension. Siden har Søren ikke rørt en dej i et bageri. Allerede mens sagen kørte i landsretten, fik Søren Petersen arbejde på hos akrylproducenten Altuglas i Brønderslev. Her er han stadig.
- Jeg har ingen planer om at vende tilbage til bagerbranchen. Jeg har et godt job med gode kolleger i dag, siger han.
Kæresten Lars er den samme, som da Søren Petersens sag kørte i landsretten. De har været kærester i snart ti år.
I dag pendler Søren Petersen fra arbejdet i Brønderslev til hjemmet i Skanderborg. Da Lars fik mulighed for at overtage en Kop & Kande-butik i Skanderborg, flyttede Søren Petersen med til det østjyske. Med 170 kilometer på arbejde, overnatter han gerne et par dage om ugen hos forældrene i Brønderslev.
Denne nyhed er en del af temaet Hvor blev de af, hvor Fødevareforbundet NNF har mødt nogle af de fødevarearbejdere, der kom i problemer for år tilbage, og har opsøgt dem for at se, hvordan det går i dag.