Nyhed

LO og FTF: Fusion skal give styrke

Fødevareforbundet NNF bakker op om en fusion mellem LO og FTF. - Men kun hvis LO kommer styrket ud af en fusion, siger forbundsformand Ole Wehlast

Fødevareforbundet NNF bakker op om en fusion mellem LO og FTF. - Men kun hvis LO kommer styrket ud af en fusion, siger forbundsformand Ole Wehlast 

En mulig fusion mellem hovedorganisationerne LO og FTF har været på dagsorden på LOs kongres i Ålborg.

Kongressen skulle tage stilling til om LO skal tage første skridt i retning af en fusion.

LOs hovedbestyrelse og FTFs forretningsudvalg har lagt op til, at de to forbund skal arbejde endnu tættere sammen om to opgaver: et strategisk samarbejde på det uddannelsespolitiske område, og en afklaring om grundlaget for en eventuel ny hovedorganisation.

Samtlige delegerede ved LO-kongressen stemte for forslaget.

Ikke en blomst, der er groet i vores baghave

Forbundsformand i Fødevareforbundet NNF Ole Wehlast er tilfreds med, at LO og FTF går videre med et mere forpligtende samarbejde.

Men han understreger, at en egentlig fusion skal styrke LO ellers er det bedre at lade være:

- At fusionere LO og FTF er ikke en blomst, der er vokset i Fødevareforbundet NNFs baghave. Men når det er sagt, så er det vigtigste for mig, at lønmodtagernes stemme er så stærk som muligt. Og det mener faktisk kan være resultatet, hvis de to hovedorganisationer går sammen. I første omgang bliver det interessant at se, hvordan et tættere samarbejde vil udvikle sig i de kommende år.

Det strategiske samarbejde træder i kraft den 1. januar 2016, og fortsætter minimum til udgangen af 2017, hvor det skal evalueres.

Herefter skal LOs hovedbestyrelse og FTFs forretningsudvalg beslutte, og der skal indkaldes til ekstraordinære kongresser, der skal tage stilling til en fusion, eller om de to hovedorganisationer skal fortsætte hver for sig.