Fødevareforbundet NNF tager positivt imod dagpengekommissionens anbefalinger. Men karensdage og en lavere sats til dimittender stikker i den forkerte retning
Dagpengekommissionen har mandag den 19. oktober fremlagt sine længe ventede anbefalinger til et nyt dagpengesystem.
Kommissionen lægger op til et mere fleksibelt dagpengesystem. Til gengæld sænkes dagpengesatsen for de nyuddannede, og der indføres karensdage, hvor ledige ikke modtager dagpenge.
Se hvordan kommisionen foreslår, at det nye dagpengesystem skal se ud.
I Fødevareforbundet NNF tager man positivt imod kommissionens anbefalinger:
- Det er vigtigt at have baggrunden for kommissionens arbejde i baghovedet. I 2010 vedtog politikerne et katastrofalt nyt dagpengesystem, der sendte tusindevis af ledige ud i fattigdom. Kommissionen har fået til opgave at rette op på ulykkerne, men uden at det må koste mere, forklarer forbundsformand i Fødevareforbundet NNF Ole Wehlast.
Han hæfter sig ved, at der er flere plusser i kommissionens anbefalinger end minusser:
- Den mere fleksible genoptjening, hvor også kortere ansættelser tæller med i regnskabet, er helt klart en forbedring. Det samme er reglen om, at man forbruger dagpenge i timer fremfor i uger. Det er også en forbedring, at man ikke bliver sat ned på en lavere sats, hvis man i en ledighedsperiode tager imod en kortere ansættelse til en lavere løn.
Forbedringer har betydning for fødevarearbejdere
Knap 900 medlemmer af Fødevareforbundet NNF er faldet ud af dagpengesystemet, siden de nuværende regler trådte i kraft 1. januar 2013.
For Ole Wehlast har det været helt afgørende, at dagpengekommissionen skulle pege på løsninger, der sikrer, at der sættes en prop i det hul. Og her spiller især oplægget til en mere fleksibel genoptjening en vigtig rolle:
- Vi har mange medlemmer, der ofte skifter job og bevæger sig ind og ud af arbejdsmarkedet. For dem vil det have stor betydning, at de genoptjener dagpenge, hver gang de er i beskæftigelse - også selvom det kun er for en kortere periode. Samtidig betyder kommissionens anbefalinger om at forbruge dagpenge i timer fremfor i uger, at dagpengeperioden for denne medlemsgruppe reelt forlænges. Dermed lever anbefalingerne op til de krav, jeg har været med til at stille for et nyt dagpengesystem.
Politikerne må tage ansvar
Ole Wehlast er til gengæld langt fra tilfreds med, at kommissionen sender en del af regning for forbedringerne videre til de ledige:
- De ledige bærer under ingen omstændigheder ansvaret for de håbløse dagpengeregler, politikerne på Christiansborg fandt på tilbage i 2010. Derfor kan jeg heller ikke se, at det er de ledige, der skal betale for, at der nu bliver rettet op på de værste fadæser. LO og FTF er gået med til én karensdag hver fjerde måned. Selvom det i den bedste af alle verdener er én for meget, så kan jeg acceptere forslaget - ikke mindst fordi, de ledige kan arbejde sig ud af karensdagen. Men jeg vil i den grad advare politikerne mod at følge kommissionens generelle anbefaling, der går på to karensdage hver tredje måned. Politikerne må til lommerne og betale for de fejlbeslutninger, de traf for fem år siden. De ledige har betalt rigeligt.
Udover forslaget om karensdage er Ole Wehlast heller ikke begejstret for forslaget om at sætte dimittendsatsen ned:
- Vi skal passe på, at vi ikke indretter dagpengesystemet på en måde, der gør det uattraktivt for de unge at melde sig ind. Det er trods alt dem, der skal bære systemet igennem på lang sigt. Men her er det igen vigtigt at huske på, at forudsætningen for kommissionens arbejde var, at et nyt system ikke måtte blive dyrere, og set i det lys er en nedsættelse af dimittendsatsen måske nok den mindste ringe løsning.