Knud Erik Villadsen, hans kone, søster, hendes mand og deres svoger, havde tilsammen arbejdet 80 år på Danish Crown i Skive, da nyheden om lukningen kom ud af det blå tilbage i 2008
- Det var et kæmpe chok og en enorm mavepuster. Kunne vi blive i vores hus, eller skulle vi flytte, fortæller Knud Erik Villadsen.
I dag, syv år efter lukningen, bor alle i familien Villadsen stadig i Skive. Alle har fået nye job eller er gået på pension. Men nu er der længere til arbejde, og truslen om fyringer hænger stadig i luften, ligesom i 2008.
Knud Erik Villadsen blev som en af de sidste tilbage og lukkede slagteriet i Skive helt, før han fik nyt job i pakkeriet på Danish Crown i Herning. Senere er han blevet arbejdsstudietillidsrepræsentant i Herning. Omkring 40 tidligere slagteriarbejdere fra Skive arbejder i dag i Herning.
Hans kone, Helle Villadsen, gik uden job i lidt over et halvt år, før hun fik job hos en fabrik, der producerer tandlæ- geudstyr. Om få måneder går hun på efterløn.
Annette Villadsen arbejder i dag på Tican i Thisted, 55 kilometer fra hjemmet i Skive. Omkring 30 tidligere slagteriarbejdere fra Danish Crown Skive er i dag hos Tican i Thisted.
Preben Christensen, Annette Villadsens mand, fik arbejde på Tican i Thisted, men er siden stoppet i slagteribranchen og arbejder i dag som selvstændig entreprenør.
Erling Lykke, Annette og Knud Eriks svoger, fik arbejde på Sevel Slagteri, 20 kilometer fra Skive. I dag er han gået på pension.
Efter familien Villadsen og kollegerne var kommet sig oven på chokket efter fyringen, så det i første omgang ud til at gå godt for mange af de fyrede.
- De fleste fik faktisk arbejde ret kort tid efter lukningen, en del i Danish Crown, men også i andre brancher. Men kort tid efter lukningen kom finanskrisen, og mange mistede hurtigt deres nye job. Det var sgu en hård tid dengang, siger Knud Villadsen.
I dag er Danmark på vej ud af den voldsomme økonomiske krise, men frygten for arbejdsløshed sværmer stadig om slagteriarbejderne.
- Selvom det snart er syv år siden jeg oplevede at miste min arbejdsplads på Danish Crown i Skive, så hænger fyringstruslerne jo stadig i luften for os slagteriarbejdere. Jeg forstår ikke, hvorfor en så stor danskejet virksomhed som Danish Crown køber slagterier i udlandet og flytter gode job til Tyskland og Polen, siger Knud Erik Villadsen.
Det er især slagteriarbejderne med få år til pensionsalderen, der bliver ramt hårdt af massefyringer.
- Det er svært for os slagteriarbejdere, der har været i branchen i 20-30 år. Vi kan jo ikke bare lige gå ud og få en voksenlæreplads, og det kan være svært at skifte til en helt anden branche efter så mange år i slagterfaget, fortæller han.
Denne nyhed er en del af temaet Hvor blev de af, hvor Fødevareforbundet NNF har mødt nogle af de fødevarearbejdere, der kom i problemer for år tilbage, og har opsøgt dem for at se, hvordan det går i dag.