Læs Ole Wehlasts tale til LO's kongres i Aalborg 25-27. oktober 2015
Det talte ord gælder.
De gange jeg har stået her på talerstolen for at komme med mine bemærkninger til LO-formandens beretning, har jeg altid startet med at takke formanden.
Det vil jeg også gøre denne gang: Tak, Harald, for en god beretning.
Men din beretning er næsten det mindste, jeg vil takke dig for. Jeg vil nemlig også sige et stort tak for den måde, du har udfyldt formandsstolen på de sidste otte år.
Det har været otte hårde år for vores bevægelse.
Antallet af arbejdspladser er faldet, antallet af ledige har været alt for højt i størstedelen af perioden, og antallet af lønmodtagere, der bakker op om vores fællesskab og tror på solidaritet og fællesskabets styrke har været faldende.
Det kunne få nogen til at råbe højt og med store armbevægelser slå hårdt i bordet.
Det kunne få nogen til at gå i panik og løbe rundt som hovedløse høns.
Men sådan har du ikke været. Med sindig jysk ro har du ført LO gennem oprørte vande - ja, senest har du faktisk ført hele vores dagpengesystem roligt gennem oprørte vande.
Og nu vi er ved dagpengene.
Siden 1. januar 2013 har knap 900 medlemmer af Fødevareforbundet NNF mistet deres forsørgelse.
Det sørgede en flok tåbelige politikere på Christiansborg for i 2010, da de indgik aftalen om det mest katastrofale dagpengesystem, man næsten kan forestille sig.
I torsdags lappede de så på ulykken og blev enige om et nyt dagpengesystem.
Der er dele af det nye system, jeg gerne havde set var anderledes.
Sådan tror jeg, også, at I har det.
At straffe ny-uddannede, der endnu ikke har fået børn, er usmageligt.
Og jeg går ud fra, at I er enige med mig i, at karensdage ikke hører hjemme i et moderne dagpengesystem.
Men i det mindste lyttede politikerne til fagbevægelsen, og lod det blive ved de 3 dage.
Tænk, hvis de havde lyttet til os den gang i 2010?!
Så ville hverdagen for de 900 medlemmer af Fødevareforbundet NNF,
der har mistet deres ret til dagpenge nok have set noget anderledes
ud.
Hele arbejdet omkring dagpengekommissionen siger ikke kun noget om forskellige regeringer og deres vilje til at inddrage fagbevægelsen.
Det siger også noget om, hvornår vi er stærkest.
Det er vi nemlig ikke, når vi hver især råber op med hver vores dagsorden.
Vi er stærkest, når vi står sammen.
Når vi skulder ved skulder taler de danske lønmodtageres sag.
Det er ikke nogen hemmelighed, at vi i Fødevareforbundet NNF ønsker et stærkt LO.
I Fødevareforbundet NNF har vi brug et stærkt LO.
For os er LO det samlende element i vores faglige arbejde.
Og det indebærer, at vi har nogle meget klare forventninger til vores fællesskab i LO.
Jeg er sikker på, at I vil give mig ret i, at LO skal kunne matche regeringen - og arbejdsgiverne - og KL - og alle de andre store organisationer. Og det skal LO hvad enten vi taler om arbejdsmarkedspolitik, uddannelsespolitik eller arbejdsmiljø.
LO skal være det serviceorgan, den vidensbank og den kamporganisation, der understøtter os i forbundene i vores aktiviteter - ikke mindst på det arbejdsretlige område.
Vores medlemmer i Fødevareforbundet NNF er afhængige af et stærkt og et velfungerende LO.
Jeres medlemmer - ja, alle danske lønmodtagere - er afhængige af et stærkt LO.
Det er faktisk ret simpelt, venner.
Lønmodtagernes stemme er svær at stå overhørig, når den bliver løftet af LO.
Vores holdninger står nu engang stærkere, når de udtrykkes i fællesskab med én klar og tydelig stemme. Det har hele arbejdet omkring dagpengekommissionen netop bevist.
For selvom vi er stærke hver for sig, så er vi alle sammen stærkere i fællesskabet.
Når forbundene kører solo, er det alt for nemt for vores modstandere at spille os ud mod hinanden. Og det gavner hverken de enkelte forbund, eller vores medlemmer.
Men misforstå mig ikke; vi skal også altid kunne finde løsninger, der gavner vores medlemmer hver for sig.
I ved lige så godt som jeg, at vi som fagforbund ofte skal vælge, hvordan vi bedst kan hjælpe vores medlemmer.
I kender dilemaet; skal vi gå kampvejen eller forhandlingsvejen?
Vi valgte forhandlingsbordet, da vi for knap halvandet år siden stod overfor en af de største faglige kampe i de seneste mange år. Og resultatet blev en helt ny type selskab; nemlig medarbejderinvesteringsselskabet.
I starten af 2014 kastede Danish Crown sine kritiske øjne på slagteriet i Rønne på Bornholm.
Koncernen gav vores medlemmer på slagteriet 5 måneder til at finde besparelser på 25 millioner kroner - allerhelst i form af direkte lønnedgang og brud med overenskomsten.
Heldigvis er slagteriarbejdere ikke sådan at bide skeer med, så de afviste lønnedgang - også selvom truslen om at lukke slagteriet hele tiden lå i luften.
I stedet gik DI sammen med os ind i forhandlingerne om at redde slagteriet.
Det blev til nogle både lange, hårde og brutale forhandlinger.
Danish Crown nåede at lukke slagteriet flere gange på direkte tv end en bornholmer-gris kan nå at blinke med øjnene.
Men det lykkedes at finde en løsning.
Takket være en stærk tillidsrepræsentant, nogle slagteriarbejdere der stod vagt om deres overenskomst, og erhvervs- og vækstminister Henrik Sass-Larsen, der turde tænke nyt og tro på fremskridtet, er der i dag verdens allerførste medarbejderinvesteringsselskab på Danish Crowns slagteri i Rønne på Bornholm.
Selskabet investerer i ny teknologi på slagteriet, og efter hvad jeg hørte, sidst jeg talte med folkene derover, så går det hele efter planen.
Indtil videre er der desværre ikke andre, der har turdet lægge noget af deres virksomheds udvikling og fremtid i hænderne på et medarbejderinvesteringsselskab.
Men muligheden er der, venner.
Lovgivningen er på plads - resten handler bare om vilje og mod.
På Bornholm var både viljen og modet dér. Ikke kun hos slagteriarbejderne, men også hos DI, ministeren og i vores forbund.
Aftalen på Bornholm var i bund og grund en trepartsforhandling i sin fineste form.
For at redde beskæftigelsen på øen gik arbejdsmarkedets parter - alt DI og os - sammen med staten og kommunen og fandt i fællesskab en løsning, der i hvert fald i fem år, reddede øen fra bankerot.
Trepartsforhandlinger behøver altså ikke at være noget en regering skal bruge flere år på at varme op til. Det kan sagtens ske, når bare viljen og modet er til stede.
Jeg vil slutte mit indlæg, hvor jeg startede.
Harald, du har udvist både vilje og mod.
Vi skylder dig alle sammen tak.
Du sender et LO videre, der er klar på nye udfordringer.
Og venner, husk: Sammenhold giver fællesskab. Fællesskab giver styrke og styrke skaber resultater.
Klik her hvis du vil have flere nyheder fra LO's kongres og se live-video
