Politikerne har allerede tømt de lediges lommer flere gange, så finansieringen af et nyt dagpengesystem må de derfor selv sørge for. Fødevareforbundet NNF Østjylland accepterer hverken karensdage eller lavere dimittendsats.
I 2010 vedtog politikerne på Christianborg et katastrofalt nyt dagpengesystem. I et hug halverede de dagpengeperioden og skærpede kravene for at genoptjene retten til dagpenge. Konsekvensen for de ledige kender vi; tusindevis faldt ud af dagpengesystemet og mistede deres forsørgelse.
Til gengæld halverede politikerne ikke lønmodtagernes pris for at være medlem af en a-kasse. Der var altså tale om store besparelser med uheldige konsekvenser, som politikerne efter lidt tænketid godt kunne se ikke var i orden.
Derfor besluttede den tidligere socialdemokratiske regering, at en kommission skulle se dagpengesystemet igennem og pege på et nyt og bedre system. Og i modsætning til i 2010 var den socialdemokratiske regering opmærksom på, at det nok kunne være en idé at inddrage arbejdsmarkedets parter i arbejdet, fremfor kun at lade politikere sjusse sig frem.
Så langt så godt!
Mandag den 19. oktober fremlagde kommissionen så sin anbefaling, og set ud fra et fødevarearbejder-perspektiv er der forbedring at spore i form af en mere fleksibel måde både at forbruge og genoptjene dagpenge.
Men jeg må indrømme, at jeg i den grad også kan få øje på tornene.
Kommissionen fik nemlig til opgave at lave et system indenfor rammerne af det nuværende system - altså indenfor rammerne af det katastrofale system fra 2010. Ikke noget med at erkende, at besparelserne dengang var for vidtgående. Derfor indeholder kommissionens forslag endnu en regning, der sendes direkte videre til de ledige. Denne gang i form af karensdage og en lavere dagpengesats til nyuddannede.
Jeg mener, at det er ligefrem usmageligt at bede lønmodtagerne og de ledige betale en gang til.
Politikerne må denne gang selv rette op på deres fejltagelse fra for fem år siden og finde finansieringen til dagpengesystemet.
Jeg kan forstå, at de repræsentanter for lønmodtagerne, der har siddet med i kommissionen, har accepteret tre karensdage og den lavere dimittendsats. Men jeg vil bare sige, at de altså ikke har koordineret de udmeldinger med os, der sidder ude i landet.
Jeg kan ikke acceptere hverken karensdage eller lavere sats til nyuddannede. Derfor er min melding til de politikere på Christianborg, der nu skal sidde og strikke det nye dagpengesystem sammen:
Lønmodtagerne HAR betalt! I må lede efter pengene et andet sted end i de lediges lommer. Dem har I allerede tømt ad flere omgange.