Kvinder i fødevarebranchen er mere ramt af arbejdsløshed end deres mandlige kolleger. Den samlede ledighed er dog lavere end på samme tid sidste år
Hedder du Pia og arbejder i fødevarebranchen, så er der større chance for at blive ledig, end hvis du hedder Peter.
Fem procent af de kvindelige fødevarearbejdere stod uden job i uge 40 i år. For mændene var det kun 3,6 procent.
Ledighedsprocenten er højere for kvinder indenfor alle Fødevareforbundet NNFs brancher, men især inden for fødevareindustrien og på butiksområdet, er andelen af kvinder der er ledige noget større end mændenes.
På industrislagter- og mejeriområdet er forskellen mellem mænd og kvinder mindst.
- Forskellen i ledighed mellem kvinder og mænd er ikke voldsomt stor, men hvis gabet bliver større, er det noget vi skal være opmærksomme på. Inden for fødevareindustrien er det min umiddelbare forklaring, at mange kvinder har jobfunktioner, eksempelvis i pakkerier, som i stigende grad bliver automatiseret. Men det er ikke tilfældet på butiksområdet, siger Esben Birkesholm, forsikringschef i Fødevareforbundet NNF s a-kasse.
Relativt lav ledighed på trods af fyringsrunder
I september var 4,4 procent af lønmodtagerne i Danmark arbejdsløse. For fødevarearbejdere er det lidt færre. Her står 4,05 procent uden job og er på dagpenge.
I samme periode året før, oktober 2014, var ledigheden lidt højere på 4,5 procent.
- Jeg er faktisk positivt overrasket over, at ledigheden ikke er vokset mere, fordi vi har set en række fyringsrunder over det seneste halve år. Fødevarearbejderne er kendt for at være hårdtarbejdende og pålidelige. Derfor oplever vi også, at mange hurtigt kommer tilbage i arbejde, enten på andre fødevarevirksomheder eller i helt andre brancher, hvis der sker en større fyringsrunde. Samtidig er Fødevareforbundet NNFs a-kasse blevet bedre til at matche ledige med arbejdsgivere der søger nye medarbejdere, siger Esben Birkesholm.