Nyhed

SKAT: Gå ikke glip af disse fradrag

Nu kan du se årsopgørelsen på Skats hjemmeside. Snyd ikke dig selv for en række fradrag. Se her hvordan

Nu kan du se årsopgørelsen på Skats hjemmeside. Snyd ikke dig selv for en række fradrag. Se her hvordan

På skat.dk kan du nu finde din årsopgørelse for 2014.

Selvom Skat modtager de fleste oplysninger automatisk, er det er vigtigt at tjekke, om oplysningerne på din årsopgørelse er korrekte. Især hvis du har skiftet job, købt hus eller udført arbejde i dit hjem.

Her er de vigtigste ting, du bør forholde dig til på din årsopgørelse.

Befordringsfradrag

Det kan du få, hvis du har mere end 12 kilometer til din arbejdsplads.

Tjek, om beregningen af fradraget er korrekt. Det kan have ændret sig, hvis du eller din arbejdsplads er flyttet i 2014.

Realkreditlån

Har du omlagt eller optaget et nyt realkreditlån, kan du trække visse udgifter fra i skat (bankerne kalder det garantiprovision).

Hvis du er i tvivl, om du har betalt garantiprovision, så spørg i din bank

Rentefradrag

Har du lånt penge af din familie eller venner, og du betaler rente af lånet, så kan du trække renterne fra. Det bliver ikke automatisk indberettet.

Som noget nyt er fradraget betinget af, at du også giver oplysninger om den person, der har lånt dig pengene.

Håndværkerfradrag

Har du fået repareret dit tag eller rengjort din bolig af professionelle i 2014? Så kan du trække udgiften til arbejdsløn fra i skat - dog maksimalt 15.000 kroner.

Læs mere på SKATs hjemmeside, om hvilke udgifter du kan trække fra. Husk at du også kan få fradrag for vinduespudseren eller havemanden.

Velgørenhed

Støtter du for eksempel Red Barnet eller Kræftens Bekæmpelse, kan du trække det fra i skat. Du kan maksimalt fratrække 15.000 kroner. Husk, at organisationen, du støtter, skal være godkendt af SKAT.

Fradraget afhænger af, om du har givet modtageren dit personnummer.