Foto af John Peglau blev fyret efter 13 år hos Kohberg i Bolderslev på grund af en kommentar på Facebook. Nu har han fået 100.000 kroner i erstatning for fyringen.
Nyhed

Fyret på grund af Facebook: Får 200.000 kroner i erstatning

Henning Nielsen og John Peglau blev fyret efter at have diskuteret deres arbejdsplads med kolleger på Facebook. Det koster nu Kohberg 200.000 kroner i erstatning

Henning Nielsen og John Peglau blev fyret efter at have diskuteret deres arbejdsplads med kolleger på Facebook. Det koster nu Kohberg 200.000 kroner i erstatning til de to tidligere ansatte i pakkeriet

Bølgerne går højt blandt kollegerne på Kohberg i Bolderslev i Sønderjylland tilbage i maj 2014.

Flertallet af medarbejderne deltager i en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse. På Facebook har en stor gruppe kolleger oprettet en chat-gruppe, for at diskutere arbejdsnedlæggelsen.

Efter tre dages strejke genoptager medarbejderne arbejdet.

Men det bliver samtidig afslutningen på tilsammen 25 års ansættelse hos Kohberg for John Peglau og Henning Nielsen.  

En uge efter strejken bliver de to eskorteret ud af virksomheden. De bliver opsagt og fritstillet på grund af deres kommentarer i den lukkede chat-gruppe.

Ubehageligt at blive beskyldt for trusler

Kohberg mener, at de to har fremsat trusler mod andre kolleger og har været illoyale overfor virksomheden.

Fødevareforbundet NNF rejser sagen i Afskedigelsesnævnet, fordi man ikke mener, at de to har truet kolleger eller gjort noget som retfærdiggør en fyring.

- Det var virkelig ubehageligt at blive beskyldt for at true sine kolleger. Hvis vi faktisk havde truet nogen, hvorfor gik der så otte dage, før vi blev opsagt? Det var vigtigt for mig at få rejst sagen i Afskedigelsesnævnet og få en dom, siger John Peglau.

I Afskedigelsesnævnet kom det frem, at virksomheden blev gjort opmærksom på Facebook-samtalen allerede den 24. maj, men de bortviste først Henning Nielsen og John Peglau den 2. juni. 

- Ledelsen er i sin gode ret til at gribe ind, også selvom det kun er kollegerne, der diskuterer i et lukket chat-rum på Facebook. Men at fyre folk på den her måde er helt urimeligt. Virksomheden burde have kaldt medarbejderne til en samtale og måske have givet en advarsel. Både Henning og John har arbejdet mere end 12 år i virksomheden uden problemer, siger Jan Toft, faglig sagsbehandler i Fødevareforbundet NNF.

Kohberg Bolderslev s_h

Afskedigelsesnævnet: Det var ikke trusler

Det samme mener Afskedigelsesnævnet, som har pålagt Kohberg at betale 100.000 kroner til både Henning Nielsen og John Peglau som erstatning for fyringen.

I afgørelsen fra Afskedigelsesnævnet skriver højesteretsdommer Poul Dahl Jensen, at de to medarbejdere ikke har fremsat fysiske trusler mod de kolleger, der ikke var med i arbejdsnedlæggelsen, og at udtalelserne ikke er grove nok til, at Kohberg kan afskedige de to medarbejdere.                         

- Jeg har været 12 år hos Kohberg, så jeg var ked af at blive fyret på den her måde. Det virker, som om ledelsen bevidst har misforstået mine udtalelser i Facebook-samtalen. Det er rart, at vi har fået medhold i Afskedigelsesnævnet, og at det blev slået fast, at vi ikke har truet eller chikaneret nogen, siger Henning Nielsen, der arbejdede i pakkeriet.

- Man skal altid overveje hvad man skriver på Facebook eller andre sociale medier. Et godt tip er at tælle til 10, hvis du er helt oppe at køre over din chef eller arbejdsplads. Selvom du skriver i en lukket Facebook-gruppe, kan din arbejdsgiver bruge det mod dig, hvis de får adgang til det, du skriver, siger Jan Toft.

Henning Nielsen og John Peglau har begge fået nye job, efter de blev fyret hos Kohberg.

 Henning Nielsen Kohberg Bolderslev

Kohberg: Vi er forundrede over sagen

- Ledelsen fik kort efter afslutningen af den overenskomststridige strejke udleveret en Facebook-tråd, hvoraf den enkelte medarbejders udtalelser fremgik. På den baggrund fandt ledelsen det nødvendigt at afskedige i alt tre medarbejdere, for at opretholde et fremtidigt godt arbejdsklima, også for de medarbejdere, som valgte at arbejde under strejken. Vi er derfor forundrede over sagens udfald, men dommen er naturligvis taget til efterretning.

Det skriver Nana Noe, HR-chef hos Kohberg Bakery Group, i en mail til Substans.

Den tredje medarbejder er ikke medlem af Fødevareforbundet NNF, og derfor er det kun John Peglau og Henning Nielsen som Fødevareforbundet NNF kørte en sag for i Afskedigelsesnævnet.