Ewa Jensen fik 100.000 kroner fra Industriens Pension, da hun blev ramt af brystkræft. Mange fødevarearbejdere er ikke forsikret ved kritisk sygdom
Et kæmpe chok. Sådan havde 51-årige Ewa Jensen det, da hun fik konstateret brystkræft i 2013.
Hun arbejdede på natholdet i pakkeriet på småkagefabrikken Kelsen i Nørre Snede.
Hun gik til læge, efter hun begyndte at få smerter i brystet. Begge hendes forældre er døde af kræft, så hun vidste godt, der kunne være en risiko.
- Jeg gik i chok, da jeg fik beskeden. Men det gik heldigvis hurtigt med at blive opereret og få kemobehandling. Desværre var kemobehandlingen så hård ved kroppen, at jeg måtte stoppe hos Kelsen. Man bliver helt drænet for energi, og det gør ondt over det hele, fortæller Ewa Jensen.
Når man står midt i et smertehelvede og med en kræftdiagnose, er der ikke altid overskud til at tjekke ens forsikringer.
Derfor blev hun glad, da tillidsrepræsentanten gav en hjælpende hånd.
- Vi tog en snak om, hvordan jeg havde det, og om jeg havde en forsikring. Hun undersøgte, om jeg kunne få et beløb for kritisk sygdom hos Industriens Pension, og hjalp mig med at søge om beløbet. Jeg var faktisk ikke klar over at jeg kunne søge om pengene, siger Ewa Jensen.
Sygdom presser økonomien
Pengene er faldet på et tørt sted. I dag er Ewa Jensen på et såkaldt ressourceforløb, hvor kommunen afprøver, hvor mange timer hun kan klare at arbejde.
På et ressourceforløb får man kun udbetalt det der svarer til en kontanthjælpsydelse.
- De ekstra penge har betydet rigtig meget for mig. Lige nu får jeg bare, hvad der svarer til kontanthjælp, så det er svært at få det hele til at løbe rundt. Min datter er på efterskole, og det koster også penge. Så jeg brugte nogle af pengene på at indfri mit billån, betale efterskole og så har det også kostet en del penge i benzin at køre til og fra kemobehandlingen, siger Ewa Jensen.
Selvom det koster en smule at være forsikret ved kritisk sygdom, så synes Ewa Jensen, at det har været det hele værd.
Hver 5.medlem af Industriens Pension bliver ramt af en kritisk sygdom, inden de fylder 67 år. Jo yngre man er, jo større er chancen for at blive ramt af kritisk sygdom igennem livet.
- Man kan ikke selv bestemme om, man bliver syg. Forsikringen for kritisk sygdom gav mig ekstra luft i økonomien i en hård tid, slutter Ewa Jensen.
Er du forsikret ved kritisk sygdom?
41 procent Fødevareforbundet NNFs medlemmer er ikke forsikret ved kritisk sygdom.
Forsikringen dækker en række kritiske sygdomme som hjerneblødning, kræft og alvorlige blodpropper.
Har du din pension hos Pension Danmark er du automatisk omfattet af kritisk sygdom.
Er du hos Industriens Pension skal du selv tjekke om du er omfattet. Det gør du ved at logge på "Min side" hos Industriens Pension med Nem-ID.
Forsikringen koster 52 kr. om måneden. Betalingen bliver trukket fra din pensionsopsparing, så du modtager ikke et girokort.