Der udspiller sig et højspændt drama højt oppe i himlen. Flyselskabet Ryanair vil rykke ind i Københavns Lufthavn og vil dumpe løn- og arbejdsforhold. Men det skal de ikke slippe godt fra
Ryanair er notorisk kendt for at trumfe deres personale. Mantraet er jo billigere, jo bedre.
10.000 om måneden, ingen løn under sygdom, du skal selv betale for uniformen og det koster et gebyr at sige op.
Det er bare nogle af eksemplerne på, hvad det irske flyselskab Ryan Air tilbyder deres ansatte, og nu gør de klar til et storstilet indtog i Københavns Lufthavn.
Men det bliver ikke uden overenskomst. Så klart kan det siges. Vi gider ikke social dumping i Danmark.
Ryanairs synderegister er alenlangt.
Nu vil Ryanair så rykke ind i Københavns Lufthavn, og de gør alt hvad de kan for at undgå ordnede forhold og en dansk overenskomst.
Ifølge Ryanair selv, vil det almindelige kabinepersonale få en løn på 15.500 om måneden. Det er kort og godt for lidt.Og så er tallet endda muligvis skruet kunstigt op.
Fagforeningen Flyvebranchens Personaleunion har på baggrund af en norsk kontrakt fra 2013 regnet sig frem til, at kabineansatte i Ryanair højst vil kunne få omkring 9.100 kroner før skat.
Og så kan vi kun gisne om, hvad der vil ske med alle de goder vi kender fra de danske overenskomster - pension, barsel, løn under sygdom, ferie og meget mere.
Jeg flyver med et selskab der har overenskomst
Ryanair nægter at tegne en dansk overenskomst. Men sådan spiller klaveret altså ikke.
I Danmark fastlægger vi løn- og arbejdsvilkår gennem overenskomster. Det gælder også Ryan Air.
Deres ideologiske korstog mod deres medarbejdere og vores danske model, skal de ikke slippe godt fra.
Ryan Air påstår, at de vil skabe op mod 2.000 arbejdspladser i København, men eksperterne har dømt det tal til at være ren fiktion.
I virkeligheden går Ryan Air jo efter at tage flykunder fra de andre selskaber i København, og så vil de dumpe lønnen og arbejdsforholdene.
Det står helt klart for mig - Ryan Air skal ikke rykke ind i Københavns Lufthavn og undergrave løn- og arbejdsforhold.
Jeg har aldrig fløjet med Ryanair, og næste gang jeg skal flyve, så bliver det heller ikke med Ryan Air. Jeg flyver med et selskab der har overenskomst for deres medarbejdere.