Foto af – Vi har pligt til at smage på produktionen en gang i timen, siger tillidsrepræsentant Britt Hausted Schmidt.
Nyhed

Arbejde med smagfulde krav

På småkagefabrikken Kelsen i Ribe skal medarbejderne smage på produktionen en gang i timen - det er et personalegode, mener talskvinde Britt Hausted Schmidt

På småkagefabrikken Kelsen i Ribe skal medarbejderne smage på produktionen en gang i timen - det er et personalegode, mener talskvinde Britt Hausted Schmidt

For medarbejderne på småkagefabrikken Kelsen i Ribe er det et krav, at de en gang i timen smager på den produktion, de er i gang med.

- Vi skal kontrollere, om småkagerne smager, som de skal, og om de har den sprødhed, som småkager fra Kelsen nu en gang har. Men det bliver altså ikke til mange forskellige småkager hver time. Vi smager et lille stykke af hver. For mit eget vedkommende slutter jeg helst med en vaniljekrans, fordi jeg mener, at de smager bedst. Og det krav er nu mere et personalegode, siger talskvinde for medlemmerne af Fødevareforbundet NNF, Britt Hausted Schmidt.

Britt Hausted Schmidt blev ansat på Kelsen i 1995, fordi hun skulle tjene nogle penge til sine studier.

- Jeg faldt utrolig godt til og er meget glad for min arbejdsplads. Man får simpelthen ikke bedre kolleger og et bedre arbejdsmiljø. Derfor er jeg ikke vendt tilbage til studierne, siger hun.

Næsten hele produktionen af småkager går til eksport. De største markeder er Kina, Hongkong og USA.

Småkager er en luksusvare

- I Østen er småkager en luksusvare. Her åbner man ikke bare en dåse småkager og spiser løs. Småkager er eksklusive, fordi de er meget dyre. Derfor bruges småkager også som gaver til de forskellige højtider i Østen, siger fabrikschef Ulrich Olsen.

På Kelsen i Ribe producerer man småkager døgnet rundt. Man har et dag-, et aften- og et nathold. Produktionen foregår på fire linjer, som alle kører i højsæsonen fra maj til november. I lavsæsonen produceres der på to linjer.

- Vi kan producere 12.000 tons om året, men niveauet ligger i øjeblikket på 10.000. Vi forsøger dog at optimere produktionen, så vi kan komme i nærheden af maksimum, siger Ulrich Olsen.

Medarbejderne og ledelsen er i øjeblikket ved at forhandle en lokaloverenskomst på plads.

- Ellers arbejder vi efter fællesoverenskomsten, men der er et par ting, vi gerne vil have med i en lokaloverenskomst, siger Britt Hausted Schmidt.

I højsæsonen øges antallet af medarbejdere fra omkring 90 til 150. En del af de nye medarbejdere er gengangere, men man har lagt en strategi, som siger, at man gerne vil have flere med et højt kompetenceniveau ind, eksempelvis industrioperatører.

Gør brug af NNF Job

- Selv om alle skal på kurser, når de ansættes, er det en fordel med folk med kendskab, siger fabrikschef Ulrich Olsen, der gerne ansætter lokale, men nu vil se på mulighederne for at gøre brug af NNF Job.

Fabrikken startede med at producere dåser til småkager under navnet Ribensa til produkter fra Karen Wolff. Men ejeren, Steen Thy Jensen, mente, at man lige så godt selv også kunne producere småkagerne, så det begyndte man med.

Fabrikken blev senere opkøbt af Kelsen Group og er i dag en del af det amerikansk ejede Campbells.

Ulrich Olsen siger, at det giver nogle udfordringer at være ejet af amerikanere, blandt andet inden for sikkerhed og arbejdsmiljø.

- Kravene er meget høje, men vi retter os selvfølgelig ind efter dem, siger han.

Visse kunder kræver eksempelvis, at udvalgte medarbejdere hvert halve år kommer til en udvidet samtale.

Det har Britt Hausted Schmidt prøvet to gange.

- Det er tilfældigt, hvem, der vælges ud. Under denne samtale bliver vi udspurgt om utroligt mange ting. Ikke kun, hvordan vi befinder os på arbejdspladsen, men skal også kunne svare på, hvad vi vil gøre i en bestemt situation, eksempelvis, hvis en kollega kommer til skade. Der gås virkelig i dybden ved disse samtaler.

NNF Smakager Ribe 5

Afdelingsnæstformand Torben Søgaard Hansen forklarer fabrikschef Ulrich Olsen (tv) og dagholdsmester Ulrik Børsting (th) om fordelene med NNF Job.

Holder øje med hinanden

- Jeg synes, det er godt. Det er altså sammen med til at skabe en god arbejdsplads, hvor vi holder øje med hinanden på den positive måde, siger Britt Hausted Schmidt.

Der er en talskvinde og en arbejdsmiljørepræsentant på hvert hold og de arbejder meget tæt sammen.

- Hvis der er tilløb til et problem, så bliver der taget fat op det med det samme. Sygefraværet er meget lavt, under fem procent.

- Hvis sygefraværet er under fem procent i en periode på 14 dage, får alle rundstykker om fredagen, og er sygefraværet under de fem procent i et kvartal, får vi gratis frugt hver dag i det næste kvartal.

Der produceres enten i folie eller dåser. Mindste enhed er på seks småkager i folie, mens den største er en dåse med omkring et kilo småkager. Man producerer omkring hundrede forskellige varianter og sælger langt den største del under brandet Kelsen og Royal Danish. Man producerer dog også lidt private labels.

- Man skulle ikke tro, at der kunne skabes nye variationer af småkager, men det kan der. Og det gør vi selvfølgelig for at vinde markedsandele, siger Britt Hausted Schmidt, hvis favorit er en marmeladesmåkage i sortiment 631.