Foto af Tillidsrepræsentant Jens Overgaard i snak med Lars Petersen, der har arbejdet på 3-Stjenet siden 1985.
Nyhed

3-Stjernet satser på eksport

Satser på, at blandt andet kineserne vil sætte pris på danskernes nationalpålæg

Satser på, at blandt andet kineserne vil sætte pris på danskernes nationalpålæg

3-Stjernet i Horsens eksporterer i øjeblikket omkring 20 procent af produktionen, men man regner med, at det bliver mere i de kommende år. Et af de lande, man satser meget på er Kina. Her er de første tilladelser er i hus.

Fabrikschef Thomas Kiær siger, at det har været et meget langt og sejt træk at nå så langt.

- Vi tror på, at kineserne bliver glade for danskernes nationalpålæg. Smagen skal selvfølgelig rettes til, siger Thomas Kiær, der ikke kan udtale sig om, hvornår det første pålæg fra 3-Stjernet bliver afskibet til Østen.

3-Stjernet eksporterer til en lang række lande, hvor England og Finland er nogle af hovedaftagerne. Men man eksporterer blandt andet også en speciel farmerspegepølse til Bahamas.

- Men vi lægger fortsat de fleste kræfter på hjemmemarkedet, hvor syv af vores produkter er blandt de ti mest solgte pålægsvarer. Det forpligtiger selvfølgelig. Kødpølsen er en klar nummer et efterfulgt af den originale salami, lige som den røgede medister ligger højt på listen. Og selv om der løberne sker tilpasninger til kundernes ændrede behov, er det stadig opskrifterne fra 1950erne, da fabrikken blev grundlagt, der ligger til grund for produktionen, siger Thomas Kiær.

Jens Overgaard ny tillidsrepræsentant

Jens Overgaard, 53, er netop valgt til ny tillidsrepræsentant. Han afløser Lillian Larsen, der er gået på pension.

- Det er ikke en arbejdsplads med store problemer. Vi har en god lokalaftale, som selvfølgelig bliver rettet til hen ad vejen, siger Jens Overgaard, der er uddannet mejerist. Han er uddannet på mejeriet i Rødkærsbro og har arbejdet også på Mammen Ost. Han blev ansat på 3-Stjernet i 2013.

3-Stjernet har højsæson op til påske og i tiden, når skoleferien er slut.

- Vi kan mærke, når der igen skal smøres madpakker. Så skal produktionen tilrettelægges meget grundigt, for vi kan ikke opbygge store lagre. De færdige produkter egner sig ikke til frost, og skal hurtigt ud til forbrugerne.

Man har ekstra travlt på 3-Stjernet, når supermarkederne kører deres kampagner.

- Vi er selvfølgelig glade, når en supermarkedskæde kører nogle af vores produkter som "Månedens Hug". Det tager vi som et kvalitetsstempel, siger Thomas Kiær.

På 3-Stjernet gør man meget ud af fødevaresikkerheden og arbejdsmiljøet i det hele taget.

- Hvis man vil gøre sig håb om gode markedsandele i Danmark og på mere eksport, så skal fødevaresikkerheden være helt i top. Derfor bliver vores produkter også tjekket mange gange i løbet af en arbejdsproces. Intet forlader fabrikken, hvis der er den mindste mistanke om, at et eller andet kan være galt.

Der holdes jævnlige møder med arbejdsmiljørepræsentanterne, blandt for at forebygge arbejdsulykker.

- Små problemer tages der fat på med det samme, mens den overordnede strategi fastlægges på vores møder.

Betaler for juletræet

Selv om produktionen finder sted to steder - på Langemarksvej og i Hansted - er de ansatte knyttet meget til hinanden. Det sker blandt andet gennem den aktive personaleforening.

- Det er meget vigtigt, at vi også lærer hinanden at kende på det sociale plan. Derfor er der tilbud om en række aktiviteter, hvor vi også kan mødes med ægtefæller og børn. Eksempelvis arrangeres er hvert år en juletræstur, hvor vi samlet tager i skoven og henter juletræer, som personaleforeningen betaler, siger Jens Overgaard.

Et andet personalegode er, at 3-Stjernet betaler de ansattes medlemskab af "Logbye". Det er en internetside, hvor man kan opnå gode rabatter på alt fra elektronik til rejser.

- Og så kan man en gang om ugen købe pålæg til meget favorable priser, siger Jens Overgaard.

En af de ansatte i produktionen, der har været med i mange år, er Lars Petersen, 63. Han blev ansat på Langemarksvej i 1985 og har været med i hele udviklingen.

- 30 år på den samme arbejdsplads er langt tid, og nogle gange er det gået meget stærkt, men alligevel ikke hurtigere, end at alle har kunnet følge med. Vi har aldrig fået presset noget ned over vores hoveder, men er altid blevet informeret i god tid om, hvad der skulle ske, siger Lars Petersen, der i dag er servicemand for sine kolleger.

- Det er et rigtig godt job, for jeg kommer i kontakt med rigtig mange kolleger. Og så kan jeg selvfølgelig træde til på alle pladser, hvis der er brug for det, siger han.

For tillidsrepræsentant Jens Overgaard er det en væsentlig grund til, at medarbejderne føler ansvar for deres arbejdsplads.

- Nogle har selvfølgelig deres favoritpladser, men vi bestræber os på, at der bliver roteret. Derved lærer man alle arbejdsgange at kende, og det er en fordel, når der er ferier, sygdom og så videre, siger han.