Nyhed

Uddannelse: Se hvor hurtigt nyuddannede får job

Uddannelseszoom: Nyt værktøj gør det nemmere for dig eller dine børn at vælge den helt rigtige uddannelse

Uddannelseszoom: Nyt værktøj gør det nemmere for dig eller dine børn at vælge den helt rigtige uddannelse

Mange unge famler i blinde, når de skal vælge en uddannelse efter folkeskolen. Men nu er der hjælp på vej.

Uddannelseszoom er et nyt online-værktøj, som Undervisningsministeriet står bag.

Her kan du sammenligne et hav af uddannelser, og se hvor gode muligheder der er for at komme i arbejde lige efter svendebrevet.

- Vi synes, at det er glædeligt med det værktøj. Det har vi efterlyst i årevis. Det giver de unge muligheden for at træffe et valg på et oplyst grundlag, siger Charlotte Rønhof, underdirektør i DI til Ritzau.

Uddannelseszoom kan man sammenligne forskellige uddannelser, og se hvor mange, der falder fra uddannelsen, får job efter svendebrevet eller hvad lønnen er for nyuddannede.

Du kan eksempelvis se, at kun fire procent af de nyuddannede industrislagtere står uden job efter svendebrevet, og 17 procent falder ud af uddannelsen inden for det første år.

Det er næsten 10 procent færre end gennemsnittet på erhvervsuddannelserne.

Man kan også sammenligne frafald og ledighed for nyuddannede efter, hvor i landet man tager uddannelsen.

For få vælger fødevareuddannelser

I dag er det mindre end hver femte folkeskoleelev, der vælger at søge ind på en erhvervsuddannelse efter folkeskolen.

Det kan man også mærke på fødevareuddannelserne, som slagter, bager og konditor.

- Det, synes jeg, virkelig er et stort problem. Jeg tror simpelthen ikke, vi har været gode nok til at sælge de muligheder, der er i de her brancher generelt, siger Hans-Henrik Jensen, uddannelsesdirektør hos Kold College på Fyn til Fødevarewatch.

Det er rigtigt ærgerligt, at mange unge ikke kigger mod fødevareuddannelserne, for der er både praktikpladser og gode jobmuligheder efter svendebrevet. 

- Vi skal helt sikkert være bedre til, at fortælle de unge om uddannelserne. Med en faglært uddannelse som slagter, bager, mejerist eller konditor er der gode jobmuligheder, og lige nu mangler flere arbejdsgivere faktisk lærlinge, og det kommer de også til i fremtiden, siger Pia Antonsen, forbundskonsulent med ansvar for uddannelse hos Fødevareforbundet NNF.