Foto af Ansatte hos Tulip I Esbjerg har fået Arbejdsrettens ord for, at juleaftensdag og nytårsaftensdag er fridage uden fradrag i løn. Det vækker glæde hos tillidsrepræsentant Torben Søgaard Hansen er tillidsrepræsentant fra Tulip Esbjerg.
Nyhed

Ny dom: Mou-ansatte får fuld løn til jul og nytår

Siden 2007 er omkring 60 ansatte hos Tulip i Esbjerg gået glip af fuld løn juleaften og nytårsaften. Det har en ny dom i Arbejdsretten stoppet. Nu får de ansatte løn for de sidste 36 minutter, som de hidtil ikke har fået

Siden 2007 er omkring 60 ansatte hos Tulip i Esbjerg gået glip af fuld løn juleaften og nytårsaften. Det har en ny dom i Arbejdsretten stoppet. Nu får de ansatte løn for de sidste 36 minutter, som de hidtil ikke har fået

Fremover får medarbejderne hos Tulip i Esbjerg, som producerer Mou-supper, fuld løn for de to fridage juleaftensdag og nytårsaftensdag.

Medarbejderne arbejder på en 40 timers uge. Det betyder, at medarbejdernes arbejdstid er udvidet med 0,6 time, altså 36 minutter om dagen. Det har man valgt, for at undgå fyringer i lavsæsonen. De 36 minutter opspares løbende, og afspadseres så i lavsæsonen.

Men siden 2007 har Tulip ikke sat de 36 minutter af til afspadsering for juleaften og nytårsaften, til trods for at der i overenskomsten er aftalt, at juleaftensdag en hel fridag uden fradrag i lønnen, og nytårsaftensdag slutter arbejdet kl. 16 uden fradrag i lønnen.

Medarbejderne er altså gået glip af betaling for de sidste 36 minutters arbejde de to fridage siden 2007.  

Arbejdsretten: Fridag er uden fradrag i lønnen

I Arbejdsretten slog Retsformanden fast, at medarbejderne har ret til en hel fridag uden fradrag i lønnen.

Det betyder, at Tulip nu skal betale de omkring 50 ansatte på dagholdet og 10 ansatte på aftenholdet for de sidste fem års manglende løn på juleaftensdag og nytårsaftensdag.

Hvert år er medarbejdere gået glip af tilsammen 7.500 kroner. Tulip skal efterbetale for fem år tilbage, hvilket giver omkring 37.500 kroner, som skal fordeles mellem medarbejderne

 Samtidig skal Tulip betale en bod på 10.000 kroner for brud på overenskomsten.

- Selvom det ikke er et kæmpestort beløb, som kollegerne kan se frem, så er jeg glad for afgørelsen. Når man har lavet en aftale om, at juleaften og nytårsaften er en fridag med fuld løn, så skal man også have det, siger Torben Søgaard Hansen, tillidsrepræsentant hos Tulip Mou i Esbjerg.

Tulip Food Company er et datterselskab til Danish Crown. Hos Danish Crown får de medarbejdere som er ansat på en 40 timers uge også fuld løn, inklusiv de hensatte timer. 

Arbejdsgiverorganisationen DI har repræsenteret Tulip Food Company i sagen. DI oplyser at de tager afgørelsen i Arbejdsretten til efterretning, og at virksomheden nu efterbetaler den manglende løn for juleaftensdag og nytårsaftensdag for de seneste fem år, samt en bod på 10.000 kroner for brud på overenskomsten.