Handels - og udviklingsministeren fik syn for sagn, da han besøgte den midtvestjyske fødevareklynge. Her produceres varer, der sendes ud til det globale spisekammer
Der er gang i trafikken på Hjermvej i Holstebro. Store lastbiler læsset med mælk fra landmændene, lastbiler fyldt med paller med brød, flødeost og smør kører til og fra de tre store fødevarevirksomheder, der har adresse på vejen.
To af Arlas flagskibe Holstebro flødeost og Holstebro Mejeri, der laver Lurpak smør, ligger side og side på den ene side af vejen, og lige overfor ligger Lantmännen Unibake, hvor der døgnet rundt produceres brød til det danske og udenlandske marked.
Hvad enten, der er tale om Buko flødeost, Lurpak-smør eller brød til franske hotdogs, så er det fødevarer, som vi ikke kun nyder godt af i Danmark, men som står højt på listen over favorit-mad ude i den store verden.
Den politiske opgave med at få placeret de danske fødevarer på hylderne i supermarkeder i Tyskland, Sydafrika, Japan, USA eller Brasilien ligger blandt andet i hænderne på handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S), og det var derfor med stor interesse, at han besøgte de tre midtjyske fødevarevirksomheder.
Tror på fortsat dansk produktion
De tre virksomheder vægter det højt at have produktionen liggende, hvor den gør. De deler desuden skæbne, idet de har det tilfælles, at de udgør én del af store globale koncerner, der har produktion i mange lande. Men ingen af dem ytrer ønske om at placere produktionen uden for landets grænser:
- Vi har indrettet os, så vi kan blive her. Vores produktion er høj-automatiseret og det betyder, at vi kan holde lønomkostningerne på et niveau, hvor de ikke udgør den store udfordring, forklarer Klaus Jeppesen, der er direktør på Holstebro Mejeri.
Også på Holstebro Flødeost har man tilrettelagt produktionen på en måde, så alle omkostninger hele tiden bliver minimeret:
- Vi forvandler biproduktet fra smør-produktionen [red. flødeostene bliver lavet af den kærnemælk, der er tilbage når fløden er lavet til smør] til et højt-forædlet produkt. Der er ingen andre steder, hvor man har tilrettelagt produktionen på den måde, og det giver os en stor fordel, siger Claus Nielsen, der er mejerichef på Holstebro Flødeost.
Politisk fokus-område
Som ansvarlig for, at de danske fødevarer er en del af det globale spisekammer, viste Mogens Jensen stor interesse for de særlige udfordringer, de tre fødevarevirksomheder bokser med.
- Det er godt at få en snak om, hvordan produktionen fungerer. Både som lokalt folketingsmedlem og som minister for eksporten er denne type af virksomhedsbesøg af stor betydning. Jeg får en masse viden om, hvad det er for udfordringer, virksomhederne har, og jeg bliver præsenteret for deres ønsker. Det er selvfølgelig noget jeg tager med mig hjem til Christiansborg.
Det er Fødevareforbundet NNFs afdeling i Midtvestjylland, der har arrangeret besøgene, og her er afdelingsformand Steen Hartmann glad for det politiske fokus, der er på den midtvestjyske fødevareklynge:
- Vi har allerede en stor produktion af fødevarer i vores område, og der er et stort vækstpotentiale. Men det kræver politisk vilje at fastholde og udvikle virksomhedernes produktionsvilkår. Det er derfor positivt, at vi som fagforening kan være med til at skabe kontakt og dialog mellem fødevarevirksomhederne og det politiske topniveau i Dannmark.