På arbejdernes internationale kampdag bør vi give hinanden håndslag på, at vi også i fremtiden vil have et samfund, der er bygget på et solidt fundament af tolerance og rummelighed. Læs Ole Wehlasts 1. maj-tale
Nogle gange har vi kunnet fejre 1. maj i ly af økonomisk optur
og velstand.
Andre gange har 1. maj stået i skyggen af kriser og store
problemer - eller "udfordringer", som vi så fint kalder det nu om
dage.
Med lidt andre ord kan man sige, at vi nogle gange har kunnet bruge 1. maj til at fejre en dejlig forårsdag i gode venners selskab med grønne bøgegrene og kold fadøl, mens vi andre gange har brugt 1. maj til at ruste os til kamp.
For mig er dette års 1. maj en kampdag.
Arbejderbevægelsen har været med til at bygge vores samfund op.
Det er ikke et perfekt samfund - men jeg synes alligevel, at vi kan klappe hinanden på skulderen og være stolte af resultatet.
- Vi har et samfund, der hører til de mest velstående i verden.
- Vi har et samfund, der hører til et af de mest lige i verden.
- Vi har et samfund, hvor vi passer på hinanden.
Men vi har også et samfund, hvor der er plads til forbedringer.
Kampen er ikke forbi.
Der ligger alt for mange opgaver foran os til, at vi bare kan lægge os i hængekøjen og glæde os over fortiden.
Det lyder måske lidt højpandet; men de valg - vi træffer lige nu - det er dem, vi skal leve af i fremtid.
Derfor skal vi som faglige organisationer også have et
klokkeklart svar på, hvordan vi vil have fremtidens samfund til at
se ud.
Uden et svar, mister vi vores styrke, og fremtidens danskere vil
skulle finde os i historiebøgerne, og ikke i samlet flok i parker
og på pladser den 1. maj.
Lad os her i dag - den 1. maj 2015 - give hinanden håndslag på, at vi også i fremtiden vil have et samfund, der er bygget på et solidt fundament af tolerance og rummelighed.
Et samfund, hvor alle har chancen for et godt liv.
Vi vil have et samfund, der øger ligheden, skaber bæredygtig vækst og fortsætter med at udvikle et Danmark for alle, der vil.
Desværre er det Danmark, vi kender, under pres.
Vi må erkende, at selvom vi fortsat er et af de lande i verden, hvor ligheden er størst, så er uligheden vokset år for år de seneste mange år. Det skal vi ikke finde os i!
Når de borgerlige forringer dagpengesystemet, eller når de igen og igen vil forringe vilkårene for de aller svageste, så må vi sige fra.
Jeg tror simpelthen ikke på, at det er ulighed og utryghed, der skal til, hvis vi vil have et samfund med plads til alle og med vækst og velfærd.
Udvikling bygger på tryghed
Der er ingen udvikling i et samfund, hvor mistilliden trives - hvor mennesker, der har behov for hjælp, som udgangspunkt anses som snydere eller snyltere.
Vi vil bygge vores samfund på tillid og tryghed.
Det gælder ikke mindst i forhold til de ledige.
De ledige, jeg møder, deler alle sammen det samme ønske: at komme
i job igen. Så lad os dog hjælpe dem med at nå det fælles mål i
stedet for at møde dem med mistillid, straf og hånelige
kommentarer.
Vi har brug for et dagpengesystem, der hjælper de ledige, ikke bekriger dem.
De forringelser, som Venstre og Konservative sammen med Dansk Folkeparti og De Radikale gennemførte har været langt mere katastrofale end forudset.
Opgaven er nu at skrue et system sammen, der retter op på de fejlbeslutninger, den tidligere regering begik, men som samtidig er så moderne og fleksibelt, at det kan holde til en uvis fremtid.
LO har fremlagt nogle forslag til et nyt system.
Der er tre vigtige formål:
- Langt færre skal opbruge dagpengeretten. Ingen har interesse i, at vi skubber de ledige længere væk fra arbejdsmarkedet.
- Der skal være en belønning i dagpengesystemet til alle dem, som tager kortere beskæftigelse for eksempel småjob, eller vikariater. Den type job skal tælle med, når dagpengeretten skal genoptages.
- Reglerne skal være til at forstå. Systemet er i dag så indviklet, at mange ikke har en jordisk chance for at gennemskue reglerne - hverken de ledige, eller nogen andre
I Fødevareforbundet NNF har vi også mærket krisen og forringelserne af dagpengesystemet.
Tusindvis af arbejdspladser er forsvundet gennem de seneste 10 år.
Nogle påstår, at det skyldes, at danske fødevarearbejdere er for dyre.
"Hvordan kan I tro, at I kan bevare arbejdspladserne i Danmark, når der lige syd for grænsen er mennesker, der vil lave arbejdet for en brøkdel af, hvad jeres medlemmer skal have for det?", spørger de.
til dem svarer jeg:
"Vores medlemmer får den løn, der er passende, for at man kan leve et hæderligt liv i Danmark".
I Tyskland er lønnen så lav, at det kan være svært at klare sig for en fuldtidsløn. I Danmark vil vi ikke have et samfund, hvor mennesker må have supplerende offentlig hjælp for at have en anstændig tilværelse.
Lønnedgang er ikke løsningen på vores problemer. Vi vil ikke have det race mod bunden, vi har set i Tyskland, hvor arbejdsmarkedet nogle steder nærmest er brudt sammen.
Det kan siges helt klart: hvis virksomhedslederne ikke kan drive deres virksomheder, så de kan aflønne vores medlemmer anstændigt, så er det fordi, de ikke er dygtige nok.
Og vores medlemmer skal ikke betale prisen for virksomhedernes manglende evne til at drive deres forretning godt nok.
For vi kender jo heldigvis rigtig mange eksempler på, at der er masser af virksomheder, der både tjener gode penge til deres ejere og samtidig betaler deres medarbejdere en anstændig løn. Det kan lade sig gøre!
I mandags besøgte jeg verdens største leverpostejfabrik. Den ligger i Roskilde og hedder Stryhns. Og her kunne man ikke drømme om at rykke produktionen ud af landet, for at score nogle billige lønkroner.
Hos Stryhns ved man nemlig godt, at danske fødevarearbejdere er langt dygtigere end andre steder i Europa. Og når man satser på kvalitet og på at lave højt forædlede fødevarer, som for eksempel verdens bedste leverpostej, ja, så har man brug for verdens bedste fødevarearbejdere. Så simpelt er det.
Og bare for lige at binde en sløjfe på historien fra Stryhns, så har man rent faktisk besluttet, at trække produktion fra udlandet og hjem til Roskilde. Se, det var der mange, der kunne lære noget af.
Så glem al den snak om lønnedgang. Det er bare en forlængelse af dårligt drevne virksomheders dødskamp.
Virksomhederne skal i stedet bruge deres krudt på at skab job, der kan betale sig. Så skal vi gøre, hvad vi kan for at uddanne vores medlemmer, så de kan klare de jobs.
Det er en forpligtelse, vi påtager os med ære. For danske
lønmodtagere har nemlig en pligt til at være så veluddannede og
produktive, så vi kan tjene vores løn hjem.
Derfor har vi i Fødevareforbundet NNF et ønske om at uddanne vores
medlemmer til et faglært niveau.
Vi er glade for den uddannelsesreform, der lægger vægt på de faglige uddannelser. Vi vil arbejde for, at vores medlemmer hele livet igennem uddanner sig.
Som jeg plejer at sige: den, der mener, han er færdiguddannet, er mere færdig, end han er uddannet.
Men vi skal ikke bare komme brasende og belære vores medlemmer
om, hvad der tjener dem bedst.
Vi skal uddanne på en måde, så vores medlemmer kan se fornuften i
at tage en uddannelse.
Og lige så vigtigt; vi skal ikke alle sammen være
akademikere.
Der er brug for gode arbejdere - også i fremtiden. Det danske
samfunds rigdom er ikke mindst skabt af dem, vi kalder "ufaglærte
og faglærte".
Men disse arbejdere - med al deres viden og erfaring -, har netop adskilt os fra andre lande og givet os den førertrøje, vi er så stolte af.
Vi skal værne om vores medlemmer. Ikke kun mod arbejdsgivere og glubske politikere, men også mod at blive brikker i en international handelskrig.
For vi står i en handelskrig med Rusland.
Konflikten i Ukraine har trukket fronterne mellem EU og Rusland
skarpt op. Jeg vil ikke forholde mig til, om handelskrigen er
fornuftig og nødvendig. Men jeg vil forholde mig til, hvem der skal
betale prisen for krigen.
Indtil videre har hundredvis af mine medlemmer mistet deres job
på grund af handelskrigen.
Når Rusland beslutter sig til at boykotte europæiske fødevarer, så
havner regningen hos mine medlemmer, der ender med at stå med en
fyreseddel i hånden, fordi de varer, de laver, ikke længere må
nydes af de russiske forbrugere. For at skære det ud i pap:
Det er slagteriarbejderen på Ticans slagteri i Fjerritslev, der bliver straffet på sit levebrød, fordi den russiske bjørn er kommet op og toppes med de europæiske stjerner.
Det er ikke fair!
Derfor har vi foreslået, at EU laver en jobfond, der kan kompensere de arbejdere, der rammes af en handelskrig. Det skal ske gennem tilskud til uddannelse, så virksomhederne kan tilpasse sig nye markeder.
Vil man føre krig, så må alle bære omkostningerne solidarisk.
Jeg håber, at vores forslag bliver gennemført - og gerne
hurtigt.
Det vil være til gavn for både mine medlemmer, men også for de
virksomheder, der er ramt af den russiske boykot.
Forslaget er faktisk et meget godt eksempel på, hvordan vi som fagbevægelse er nødt til at blande os i politik, hvis vi skal forbedre vores medlemmernes vilkår.
Det er jo det, vi kan - og gør - i modsætning til de gule. Jeg har ikke hørt Krifa eller Det Faglige Hus bekymre sig synderligt om konsekvenserne af handelskrigen. Men det er nok også for meget forlangt…
Og så ikke flere ord om de gule forretninger - det er jo ikke deres dag i dag. Det er den ægte fagbevægelse, vi hylder og fejrer i dag.
Så lad os koncentrere os om den, og om, hvordan vi kan udvikle den.
Hvordan får vi den faglige struktur, der giver den største styrke?
Der er ingen tvivl om, at styrken ligger i fællesskabet.
Derfor skal spørgsmålet om, hvorvidt LO og FTF skal slås sammen - eller på anden måde arbejde tættere sammen - også afgøres af, hvad der giver os den største faglige styrke.
Jeg er i virkeligheden helt kold overfor, om man når frem til det ene eller det andet, så længe resultatet bliver en samlet styrkelse af fagbevægelsen.
Og skulle nogle formaste sig til at spørge, om der overhovedet er brug for en stærk fagbevægelse i 2015, så er svaret "ja". Og beviset er kender vi alle: Ryan Air.
Det irske flyselskab nægter at tegne en dansk overenskomst. De vil i stedet udnytte danske stewardesser og piloter lige så groft, som de udnytter deres medarbejdere i andre lande.
Men sådan spiller klaveret altså ikke.
I Danmark fastlægger vi løn- og arbejdsvilkår gennem overenskomster. Det gælder også Ryan Air.
Deres ideologiske korstog mod deres medarbejdere og vores danske model, skal de ikke slippe godt fra. Det skal den danske fagbevægelse nok sørge for.
Jeg startede med at sige, at 1. maj i år skal stå i kampens tegn.
Og vi står lige på kanten af den største politiske kamp i
Danmark - nemlig kampen om magten i Folketinget de næste fire
år.
Spørger I mig, er udfaldet afgørende for fagbevægelsens
arbejdsbetingelser i mange år fremover.
Nu er Fødevareforbundet NNF jo ikke et politisk parti, men vi har selvfølgelig en holdning til valget. Vi ved godt, hvem der har de samme grundholdninger som os. Vi ved godt, hvem der samlet set vil give de bedste vilkår for vores medlemmer.
Men der er områder, hvor vi er mere enige med de blå end med socialdemokrater og den øvrige venstrefløj.
Vi vil som fagforbund arbejde for, at vores medlemmer får de bedst mulige forhold, og vi vil samarbejde med djævelen selv, hvis det gavner vores medlemmer.
Men vi ved godt, hvem der er vores familie.
Når vi ikke er enige med socialdemokraterne, så går vi i dialog med dem, og det lykkes da også indimellem at vinde gehør for vores synspunkter. Det er jo sådan, at demokrati virker.
Folketingsvalget bliver den næste store styrkeprøve.
Lad os kæmpe for, at dem, der vil fællesskabet, vinder valget.
"Det er helheden, der skaber fællesskabet. Det er fællesskabet, der skaber styrken - og det er styrken, der skaber resultaterne".
Fællesskab, styrke og resultater er det, vores medlemmer lever af og det, de har behov for.
God 1. maj.
