Foto af Se hvor du kan møde politikerne og høre hvad de mener om dagpenge, social dumping, arbejdsmiljø og meget mere.
Nyhed

Sæt X ved lønmodtagerne - kom til stormøder landet over

Kom til politiske stormøder i hele landet og fortæl politikerne, hvad der er brug for i den kommende valgperiode på din arbejdsplads

Kom til politiske stormøder i hele landet og fortæl politikerne, hvad der er brug for i den kommende valgperiode på din arbejdsplads

Valgkampen raser landet over.

18. juni skal vi til stemmeurnerne og vælge et nyt Folketing. 

Lønmodtagerne skaber hver dag de værdier, der er afgørende for vores velfærdssamfund.

Derfor er det vigtigt, at det nye folketing lytter til lønmodtagerne.

- Det er i høj grad lønmodtagerne, der skaber værdi for Danmark. Det er simpelt hen dem, der er fundamentet for vores vækst og velfærd. Derfor er lønmodtagernes stemme vigtig, siger Anna Kirsten Olesen, formand for LO Aalborg.

I april viste en Epinion-måling, foretaget af LO og FTF, at 83 procent af vælgerne finder det vigtigt, at politikerne lytter til lønmodtagernes ønsker til, hvordan Danmark skal udvikle sig. Men kun 12 procent mener, at politikerne er gode til at sætte disse spørgsmål på dagsordenen.

- Det er altså noget, der optager vælgerne. Og vores mål er da også, at den kommende regering samler de 22 forslag op og sørger for, at lønmodtagernes ønsker også bliver skrevet ind i regeringsgrundlaget, siger Helle Nielsen, formand for LO Fyn.

Nu udfordrer LO både partier og kandidater til en række stormøder rundt omkring i landet og spørger, hvad de vil gøre for lønmodtagerne?

Kom og hør hvad politikerne mener om dagpenge, social dumping, praktikpladser, arbejdsmiljø og meget mere. 

Se hvilket stormøde der er tættest på dig

 

Tag valgtesten og se hvem du er enig med

 

Gode danske fødevarer, skal gi' gode danske job

Fødevareforbundet NNF tager også aktiv del i folketingsvalget. Her kan du læse, hvad Fødevareforbundet NNF arbejder for.

Danmark er hele verdens spisekammer. De 20.000 medlemmer af Fødevareforbundet NNF sørger for, at danskerne får havregryn med mælk til morgenmad, rugbrød med leverpostej til frokost, småkager til eftermiddagskaffen, frikadeller til aftensmad og chips og slik, når der hygges.

De sørger også for, at forbrugere over hele verden får gode danske fødevarer. Sidste år eksporterede Danmark fødevarer for 140 milliarder kroner, der bidrog til den danske velfærd.

Men der er ridser i lakken. Den danske fødevareproduktion er under pres. Og det handler ikke bare om excel-ark og statistikker.

Det handler om fødevarearbejdere, der mister deres job på grund af handelskrisen mellem Rusland og EU.
Det handler om fødevarearbejdere, der trods nedslidning må blive på arbejdsmarkedet til de segner. 

Udfordringerne er skabt af politikerne, og derfor er det også politikernes job at løse dem.

Vi har to krav til de 179 politikere, der efter valget, skal forvalte det danske samfund og lave rammerne for fødevarearbejdernes hverdag:

Vi vil have en jobfond, der hjælper de medarbejdere, der mister deres job på grund af internationale handelskriser.

Det er ikke rimligt, at slagteriarbejderen på Tican i Fjerritslev skal betale prisen for uenighederne mellem Eu og Rusland.

Han har krav på en ekstraordinær hjælp i form af uddannelse, så han kan fortsætte sit arbejdsliv.

Vi vil have en arbejdsmarkedspolitik, der tager hensyn til den fødevarearbejder, der startede sit arbejdsliv som 17 årig og som efter 45 år er så nedslidt, at kroppen siger fra.

Industriarbejdere har krav på et arbejdsmarked, der differentierer alt efter, hvor mange år, man har haft på arbejdsmarkedet, fremfor kun at fokusere på dåbsattesten.

Folketingsvalget er vigtigt for Fødevareforbundet NNF og for de danske fødevarearbejdere.

Valget handler om kolleger, der mister deres job på grund af handelskrigen mellem Rusland og EU. Det handler om folk, der trods nedslidning og smerter, må blive på arbejdsmarkedet i mere end 50 år.

Udfordringerne er skabt af politikerne, og derfor er det også politikerne, der skal løse dem. Og det kan lade sig gøre.