Nyhed

Nedslidt slagteriarbejder har spist 35.000 piller på ti år

Efter 16 år som slagteriarbejder sagde Michael Lunds krop fra. En voldsom arbejdsulykke og betændelse i skulderen giver ham daglige smerter

Efter 16 år som slagteriarbejder sagde Michael Lunds krop fra. En voldsom arbejdsulykke og betændelse i skulderen giver ham daglige smerter

40-årige Michael Lund har arbejdet på et slagteri hele hans arbejdsliv. Det er blevet til mere end 16 år som slagteriarbejder. 

I 1994 startede han som 19-årig hos Danish Crown i Esbjerg. Han husker de første mange år som gode.

Men på trods den gode løn og de gode kolleger, begyndte han at mærke de mange års hårde slid.

Det begyndte at prikke og stikke i skulderen.

- Jeg knoklede løs, og tænkte ikke så meget over smerterne, da de begyndte at komme. Jeg spiste bare nogle hovedpinepiller og fik en blokade hos lægen, siger Michael Lund.

Hårdt slid og forkerte bevægelser gav Michael Lund betændelse i skulderen.

Det værste var brystflæsket

- Det værste arbejde var brystflæsket. Du skal trække seks svinekroppe i minuttet, skære ud og hænge op på 'juletræer'. Det er sgu tungt, siger Michael Lund.

Skulderen blev opereret og Michael fortsatte på slagteriet.

- Jeg var ung og smart og ville gerne vise kollegerne, at jeg ikke var en tøsedreng, så jeg arbejdede igennem uden at tage hensyn til smerterne. Samtidig var der ikke meget forståelse for mine skulderproblemer hos Danish Crown. De ville bare gerne have, at jeg fortsatte på fuld skrue, fortæller Michael Lund.

Glasset med smertestillende piller blev oftere og oftere taget ned fra hylden og med på arbejde.

- Jeg har da også været forbi mesters kontor og bede om et par panodiler en del gange, siger Michael Lund.

I 2010 gik det for alvor galt. På vej ned af trappen til kølerummet faldt en 75 kilo tung svinekrop ned fra krogen og ramte Michael Lund, der blev væltet omkuld og faldt ind i væggen. Det gjorde ondt i nakken, men efter et par dage var han tilbage på arbejde igen.

- Jeg turde ikke miste jobbet. Finanskrisen var på sit højeste i 2010, og jeg var ligesom mange af mine kolleger bange for at blive arbejdsløs, hvis jeg sygemeldte mig i en længere periode, siger Michael Lund.

På trods af mange behandlinger hos en kiropraktor, konstante lægebesøg og scanninger på hospitalet, forsvandt smerterne ikke, og Michael blev sygemeldt og fik i 2013 anerkendt ulykken som en arbejdsskade med 25 procent tabt erhvervsevne.

En ulykke kommer sjældent alene

Michael Lund nedslidning   Michael Lunds to hunde sørger for at han kommer ud og får frisk luft. De mange smerter gør, at han ofte bare gerne vil blive indendørs. 

I november 2014 var Michael til genoptræning i svømmehallen. Han gled på nogle glatte fliser på en trappe og brækkede sin dårlige skulder fire steder.

- En gang i mellem tænker man: Nu kan det ikke blive værre, og så bliver det faktisk værre. Jeg har regnet sammen, at jeg på ti år har taget omkring 35.000 smertestillende piller. Og det er altså ikke kun håndkøbsmedicin. Jeg har fået mange stærke piller på recept. Selv ikke min værste fjende skal opleve det, jeg er gået igennem, fortæller Michael Lund.

- Jeg er blevet en helvedes god skuespiller. Når jeg er ude og sammen med andre, så sætter jeg en facade op og skjuler smerterne. Folk gider ikke høre på, hvor mange smerter jeg faktisk har hver dag, siger Michael Lund.

Når han står op om morgenen og sætter kaffemaskinen i gang, er der en ting der fylder alle tanker: Hvor ondt kommer det til at gøre i dag?

- Nogle dage er gode, andre er dumme. Mine to hunde holder mig i gang og sørger for at jeg kommer ud af lejligheden hver dag. Nogle gange har man mest lyst til at blive indenfor og gemme sig, ja faktisk helt give op, siger Michael Lund.

Han er i dag på et såkaldt ressourceforløb. Her skal han sammen med kommunen afklare, hvor mange timer han kan arbejde om ugen. Indtil videre er han ikke kommet over to timer om dagen.

- Jeg drømmer om at komme tilbage i arbejde, måske i et fleksjob. Jeg vil gerne tjene mine egne penge og gøre en forskel. Sådan tror jeg de fleste har det, siger Michael Lund.