Foto af Forbundsformand Ole Wehlast er den 19.mest indflydelsesrige dansker. Her sammen med fødevareminister Dan Jørgensen.
Nyhed

Magt: Fødevarearbejderne er med helt i toppen

Fødevarearbejderne i Danmark har stor indflydelse på udviklingen af Danmark. I en stor ny analyse bliver Ole Wehlast, forbundsformand for Fødevareforbundet NNF placeret som den 19. mest indflydelsesrige person i Danmark

Fødevarearbejderne i Danmark har stor indflydelse på udviklingen af Danmark. I en stor ny analyse bliver Ole Wehlast, forbundsformand for Fødevareforbundet NNF placeret som den 19. mest indflydelsesrige person i Danmark

Fødevarearbejderne får maksimal indflydelse i det politiske Danmark. Fødevareforbundet NNFs forbundsformand Ole Wehlast kommer ind på 19. plads over de mest magtfulde danskere.

Det viser en ny analyse, der kortlægger den danske magtelite og dens netværk på tværs af virksomhedsbestyrelser, fonde og fagforeninger.

Resultatet kan man læse i den nye bog 'Magteliten - Hvordan 423 danskere styrer landet'.

De tre forfattere bag bogen har i årevis undersøgt, hvem i eliten inden for politik, erhvervsliv, foreninger og kulturliv, der kender hvem. De har i en database opgjort antallet af personer, hver enkelt beslutningstager har i sit netværk.

Ud fra beslutningstagernes netværk har de tre forfattere fundet frem til de mest indflydelsesrige 423 personer i Danmark.

Det er på denne liste, at Ole Wehlast bliver placeret på en 19.plads.

- Jeg passer bare mit arbejde. Og det er at sikre fødevarearbejderne så gode løn- og arbejdsvilkår som muligt. Det betyder, at jeg søger indflydelse og forsøger at påvirke beslutningstagerne, der hvor jeg kan, siger Ole Wehlast, forbundsformand i Fødevareforbundet NNF.

Fødevarebranchen og fagbevægelsen hører til i toppen

Generelt er fødevarevirksomhederne og landbrugets interesseorganisationer godt placeret i magteliten.

- Fødevarebranchen er en af de få sektorer, der formår at være en del af magteliten som en samlet gruppe. Derfor bliver dens interesser også medregnet, når netværket træffer beslutninger om Danmarks fremtid, siger Christoph Houmann Ellersgaard til Fødevarewatch.dk.

Ole Wehlast er den person fra fødevarebranchen, der er højest placeret på magtlisten. 

Generelt er fagbevægelsen med i toppen af samfundet. 

Blandt de 20 mest magtfulde målt på netværk er syv fra fagbevægelsen ifølge bogen.

Det drejer sig om formændene for:

1. Fagforbundet Dansk Metal, Claus Jensen

3. Hovedorganisationen FTF, Bente Sorgenfrey

9. Fagforbundet HK, Kim Simonsen

10. Hovedorgansationen LO, Harald Børsting

13. Hovedorganisationen LO (næstformand), Lizette Risgaard

18. Hovedorganisationen AC, Finn R. Larsen

19. Fødevareforbundet NNF, Ole Wehlast