Foto af Fødevareforbundet NNF er med til Folkemødet på Bornholm. Her fra forbundets telt i 2014.
Nyhed

Kom til Folkemøde med Fødevareforbundet NNF

Fødevareforbundet NNF er med til Folkemødet på solskinsøen Bornholm den 11-14. juni, for at skabe debat om danske fødevarejobs

Fødevareforbundet NNF er med til Folkemødet på solskinsøen Bornholm den 11-14. juni, for at skabe debat om danske fødevarejobs

Med seks arrangementer på programmet, kommer der til at være tryk på debatten i Fødevareforbundet NNFs telt til Folkemødet i år.

Forbundsformand Ole Wehlast står i spidsen for Fødevareforbundet NNF til Folkemødet. Han glæder sig til fire dage på Bornholm:

- Vi er med til Folkemødet, fordi vi vil sætte fremtidens fødevarejob til debat. Vi skal sikre fokus på det altafgørende spørgsmål for vores medlemmer, nemlig hvordan vi sikrer, at gode danske fødevarer også giver gode danske job.

Fire skarpe debatter er der lagt op til, i Fødevareforbundet NNF telt:

Fredag den 12. juni

Kl. 09.15 Ét år efter medarbejderinvesteringsselsksbaet på Bornholm

I dag er det præcis et år siden, at medarbejderne på Danish Crown i Rønne sagde ja til, at investere penge i deres arbejdsplads gennem et medarbejderinvesteringsselskab. Hvordan er det gået? Debat med Thomas Hansen, tillidsrepræsentant på Danish Crown Rønne, Winni Grosbøll, Regionsborgmester, Bornholms Regionskommune og Lars-Ole Hjorth-Larsen, Bestyrelsesformand, Bornholms Landbrug.

Find arrangementet i Folkemødets eget program her.

Kl 15.00 Hvordan sikrer vi danske job når handelskrigene raser

Handelskrige har store konsekvenser i Danmark. Det ser vi netop nu med handelskrigen mellem Rusland og EU, der koster danske fødevarejob. Oplæg og debat om hvordan vi kan afværge konsekvenserne med Kasper Thormod Nielsen, Direktør for global handel og markedsforhold i Arla og medlem af DI's Internationale markedsudvalg, Ole Wehlast, Forbundsformand, Fødevareforbundet NNF samt en politisk repræsentant.

Find arrangementet i Folkemødets eget program her.

Lørdag den 13. juni

Kl. 12.00 Hvad skal der blive af den nedslidte slagteriarbejder?

Pensionsalderen er på vej op og efterlønnen er afskaffet. Det rammer de danske fødevarearbejdere hårdt. Hvordan sikrer vi at fødevarearbejdere på 60+ kan trække sig værdigt fra arbejdsmarkedet? Og hvordan kommer vi nedslidning til livs? Hør først fra en slagteriarbejder der har et hårdt arbejdsliv, og deltag i debatten mellem Jens Sand Kirk, Senioranalytiker Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Tage Arentoft, næstformand i Fødevareforbundet NNF samt en politisk repræsentant.

Find arrangementet i Folkemødets eget program her.

Kl. 15.00 Vækst & fødevarer: Kan beskæftigelse og miljøhensyn gå hånd i hånd?

Verdens befolkning vokser. En voksende middelklasse i Kina, Asien og Afrika efterspørger fødevarer af høj kvalitet. Ude i verden er danske fødevarer kendt som sikre. Det kan gavne beskæftigelse og økonomi, men kan vi få det til at gå hånd i hånd med vores høje natur- og miljøstandarder? Debat med Ella Maria Bisschop-Larsen, Præsident, Danmarks Naturfredningsforening, Louise Bünemann, DI Fødevarer og Ole Wehlast, Forbundsformand, Fødevareforbundet NNF.

Find arrangementet i Folkemødets eget program her.

Traditionen tro starter folkemødet torsdag med musik af Lasse og Mathilde.

Næsten ligeså traditionsrigt slutter folkemødet for Fødevareforbundet NNFs vedkommende søndag, med at Kim Mortensen og Leif spiller bornholmsk musik på kajen.

Se hele programmet for Fødevareforbundet NNF

Du finder Fødevareforbundet NNF til folkemødet på Ydermolen plads G10: