Foto af Tage Arentoft taler til debatten, mens Jens Sand Kirk (tv) og Kaj Pøhler (mf) lytter
Nyhed

Fødevarearbejderne vil have fleksibel tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet

84 procent af fødevarearbejderne går ind for, at antallet af år man har været på arbejdsmarkedet, skal have indflydelse på, hvornår du kan trække dig fra arbejdsmarkedet

84 procent af fødevarearbejderne går ind for, at antallet af år man har været på arbejdsmarkedet, skal have indflydelse på, hvornår du kan trække dig fra arbejdsmarkedet

Med efterlønsreformen i 2011 er efterlønsordningen under udfasning. Samtidig er pensionsalderen støt stigende.

Det rammer fødevarearbejderne hårdt, mener Fødevareforbundet NNF, og derfor var der lagt op til debat i Fødevareforbundet NNFs telt til Folkemødet på Bornholm.

- Når vi ved, at især ufaglærte - som vores medlemmer er - har en væsentlig kortere levetid end gennemsnittet, så er det en himmelråbende uretfærdighed, når vi i de seneste års tilbagetrækningsreformer hæver pensionsalderen for alle, sagde næstformand i Fødevareforbundet NNF Tage Arentoft, til folkemødedebatten. Han fortsatte:

- Vores medlemmer har et hårdt og nedslidende arbejde. Kan man virkelig forestille sig, at en slagteriarbejder kan arbejde på akkord i 50 år?

Massivt flertal for fleksibel tilbagetrækning

I en ny undersøgelse fra Analyse Danmark angiver 84 procent af fødevarearbejderne, at de er enige i at pensionsalderen skal afhænge af, hvor mange år man har været på arbejdsmarkedet og ikke kun ens alder.

Det er 65 procent, der er helt enige i og 19 procent, der er delvist enige.

Samme undersøgelse viser også, at det er 43 procent af fødevarearbejderne, der ikke tror de kan holde til deres nuværende job, indtil de når pensionsalderen.

På Folkemødet var der også opbakning til forslaget om fleksibel tilbagetrækning, som Fødevareforbundet NNF også har bragt ind i valgkampen.

Udover Tage Arentoft, deltog Jens Sand Kirk, senioranalytiker i Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd (AE) og Kaj Pøhler, der arbejder i tarmhuset på Danish Crown slagteriet i Rønne.

- Tilbagetrækningsreformen tager udgangspunkt i den gennemsnitslige levealder, men der er stor forskel på, hvor gamle ufaglærte og akademikere bliver, og derfor rammer tilbagetrækningsreformen helt skævt. Mens en ufaglært mand kan se frem til knap 16 år på pension, kan hans akademikerbror nyde 19 års pension. Og for kvindelige akademikere er tallet helt oppe på knap 22 år, forklarer Jens Sand Kirk.  

Kaj Pøhler er 49 år og har arbejdet på Danish Crown slagteriet i Rønne i 17 år. Han bakker også op om en fleksibel tilbagetrækningsalder.

- Man skal kunne trække sig tilbage efter behov. Alle velfungerende mennesker vil gerne arbejde og det handler ikke om alder - det handler om evner, siger han og kritiserer systemet som det fungerer i dag:

- Man skal virkelig være i elendig forfatning for at få førtidspension.