For et år siden blev slagteriet på Bornholm reddet på målstregen. Hvordan er det gået og hvordan tegner fremtiden? De spørgsmål blev debatteret på Folkemødet i Allinge på Bornholm
Fødevareforbundet NNFs telt på Folkemødet på Bornholm var stuvende fuldt, da der blev gjort status et år efter redningen af Danish Crowns slagteri i Rønne.
Det var nemlig på datoen præcis et år siden slagteriet blev reddet.
En del af redningsplaen er oprettelsen af et medarbejderinvesteringsselskab, hvor medarbejderne investerer deres såkaldte fritvalgskonto, svarende 3,5 procent af lønnen, i et selskab, der skal udvikle slagteriet.
Forud for redningen var gået et langt og nervepirrende forløb, og det var i ellevte time, at en redningplan kom på plads.
Det helt store spørgsmål i debatten var derfor: er der også et slagteri på Bornholm når den fem-årige redningsplan er udløbet?
- Jeg er sikker på slagteriet fortsætter. Vi er gået ind i det her med liv og sjæl, sagde Thomas Hansen, der er tillidsrepræsentant for slagteriarbejderne.
Knap så sikker var Kjeld Johannesen, administrerende direktør i Danish Crown, da han blev spurgt om slagteriet kører videre.
- Ja og nej. Hvor stort er det? Hvad koster det at drive det? Hvad er omkostningerne?, spurgte den administrerende direktør.
Han langede også ud efter redningsplanen for Bornholm:
- Hvem betaler festen? Det gør de 3.000 svineproducenter, der står bag Danish Crown. Det er jyske og fynske familier, der betaler for, at der er et slagteri på Bornholm.
Den udlægning er Ole Wehlast, forbundsformand for Fødevareforbundet NNF, ikke enig i.
- Nu har vi sikret slagteriet de næste år. Og jeg tror på vi kan bevare det efter den periode. Men det kræver, at Danish Crown også tror på det. Og derfor skal de satse på dansk produktion og danske arbejdspladser i stedet for at rykke produktionen og investeringer syd for grænsen, siger forbundsformanden og fortsætter:
- Alle har bidraget til denne løsning. Medarbejdere, kommune, stat og landmænd. Det ville klæde Danish Crown at anerkende den indsats.
Også regionsborgmester Winni Grosbøll og formand for Bornholms Landbrug Lars-Ole Hjorth-Larsen deltog i debatten. De tror og håber begge, at slagteriet bliver videreført efter redningsplanen.