Nyhed

Bagerbranchen kigger dybt i krystalkuglen

Bakeoff-brød på tankstationer og supermarkeder presser de danske bagerier. Sammen med erhvervsskolen ZBC Ringsted har Fødevareforbundet NNF kickstartet en diskussion af fremtidens bagerbranche

Bakeoff-brød på tankstationer og supermarkeder presser de danske bagerier. Sammen med erhvervsskolen ZBC Ringsted har Fødevareforbundet NNF kickstartet en diskussion af fremtidens bagerbranche

En hurtig croissant på tankstationen eller et friskbagt franskbrød i supermarkedet.

Det er hvad mange danskere vælger, når de vil have frisk brød. Det skaber udfordringer for faglærte bagere og konditorer, der primært arbejder i traditionelle bagerbutikker.

- Vi har det store dilemma, at der bliver solgt mere og mere frisk brød i Danmark, samtidig med, at der hvert år lukker bagerier landet over. Vi skal som bagere og konditorer blive bedre til at udvikle os, både når det kommer til sortimentet, men også i forhold til hele forretningsdelen, siger Flemming Mogensen, forbundssekretær for butiksområdet i Fødevareforbundet NNF.  

Derfor har Fødevareforbundet NNF sammen med erhvervsskolen ZBC i Ringsted taget initiativ til en fælles diskussion af bagerfagets fremtid.

Tilbage i januar var omkring 50 bagere samlet for at diskutere fremtiden. Et lille halvt år senere var en ny flok bagere samlet i Ringsted for at fortsætte debatten.

Her indledte områdeleder for "Mad til mennesker" ved ZBC Ringsted, Poul Erik Rasmussen, debatten.

- Vi skal have skabt kombinationen af en stærk faglig stolthed og en iværksætter-ånd. Det kræver samarbejde på tværs af uddannelsesinstitutioner, faglige organisationer og virksomhederne. Faglærte bagere og konditorer kan noget helt unikt, som du ikke kan erstatte med bakeoff-brød, siger Poul Erik Rasmussen.

Pressede bagerbutikker

Statistikken er dyster. På bare fem år, fra 2008 til 2013, er antallet af bagerier skrumpet med 15 procent. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Antallet af bagerkokurser er dog blevet færre i 2014, hvor der i de første fem måneder kun var 2 konkurser.

Hvis bagerbranchen skal bremse den nedtur, er der brug for, at dygtige og engagerede unge vælger bager- og konditoruddannelser.

Her har virksomhederne et særligt ansvar.

- Virksomhederne bliver nødt til at tage flere lærlinge. Ellers kommer vi til at mangle faglærte i fremtiden. I dag er der hundredevis af godkendte praktikvirksomheder, der ikke har en lærling. Hvis vi kan garantere de unge en praktikplads, så bliver vi mere attraktive, når de unge skal vælge uddannelse, siger Flemming Mogensen.

Alt skal ikke være fuldkorn og sundt

Ernæringsekspert Christian Bitz, der er kendt fra TV2s Go' Appetit, arbejder på at gøre danskerne sundere. Lidt overraskende mener han ikke, at bagerbranchen skal droppe de klassiske opskrifter på brød og kage til fordel for sundere alternativer.

- Ikke alt skal være lavet af fuldkorn eller skyr. Der skal være plads til smør, sukker og chokolade i en rigtig kage. Det handler mere om mængderne. Hvorfor skal en croissant altid have den samme størrelse?, spørger Christian Bitz.

Han giver samtidig bagerbranchen et par gode tips til fremtiden.

- Når jeg kommer ned i et bageri, så vil jeg gerne vejledes bedre. Hvilken slags brød passer til hvilken slags mad? Den service kan man ikke få på tankstationen eller i supermarkedet, siger Christian Bitz.

Det betyder samtidig, at bagerne skal prioritere udvalget i bageriet.

- Bagerne skal turde træffe valget for kunderne, I behøver ikke at have 100 forskellige produkter at vælge imellem.

Christian Bitz havde tre gode råd med til de danskere bagere og konditorer. 

  • Hold det enkelt: Lav mere af det, du er god til og skær ned på udvalget.
  • Udnyt den store interesse, der er for at bage: lav konkurrencer eller lad kunderne komme med deres egne opskrifter.
  • Spørg om hjælp og brug dit netværk

Bøjes Brød vælger for kunderne

En af dem, der har tænkt ud af boksen, er Bøje Lomholdt. I hans bageri i Charlottenlund, lidt nord for København, er der ingen vægge mellem bageriet og udsalget.

Kunderne kan kigge lige ind i produktionen, og har man et spørgsmål, kommer bagerne gerne ud og fortæller.

- Vi synes, det er vigtigt at være i kontakt med de mennesker, der køber og spiser vores brød. Man kan få en snak med os eller snuppe en kop kaffe i bageriet, siger Bøje Lomholdt.

Når man elsker brød og gerne vil lave det bedste, så kan man ikke have et kæmpe udvalg. Det er Bøje Lomholdts filosofi.

- Vi har kun omkring 20 forskellige produkter. Det giver os tid til at fokusere på hvert enkelt brød, siger Bøje Lomholdt.