Foto af Søren Lind og Jimmy Andersen, jobbankbestyrer på Danish Crown i Faaborg, fortæller i en ny film om fordelene ved at ansætte en tidligere slagteriarbejder
Nyhed

Kampagne skal skaffe fyrede fra Faaborg i arbejde

Danish Crown i Faaborg er gradvist ved at lukke. Først er aftenholdet fyret. Det betyder flere hundrede arbejdsløse. Ny kampagne skal skaffe slagteriarbejderne i nyt job

Danish Crown i Faaborg er gradvist ved at lukke ned. Aftenholdet lukkede og 113 blev fyret i juni. Det betyder flere hundrede arbejdsløse. Ny kampagne skal skaffe slagteriarbejderne i nyt job

Fødevareforbundet NNF Lillebælt-Fyn har sparket kampagnen Vi går gerne i kødet på nye udfordringer i gang for at skaffe arbejde til de fyrede slagteriarbejdere fra Faaborg.

Kampagnen består af annoncer i Fyns Stiftstidende, Erhvervsavisen Fyn og Gul og Gratis.

Samtidig har man lavet en film til Youtube, som fortæller hvorfor kollegerne fra Faaborg er god arbejdskraft for en kommende arbejdsgiver.

- Vi tager utraditionelle metoder i brug fordi, så mange kolleger mister jobbet samtidig. Som fagforening er det også vores opgave at skaffe vores ledige kolleger i job, fortæller Frank Knudsen, næstformand i Fødevareforbundet NNF Lillebælt-Fyn.

Han tror den utraditionelle tilgang vil give pote:

- Vi vil ramme erhvervslivet på en anden måde. Vi henvender os til erhvervslivet i stedet for at vente på, de henvender sig til os.

Se filmen

 

Uvished giver frustrationer

113 ansatte på aftenholdet blev afskediget i juni. Danish Crowns ledelse havde annonceret endnu en fyringsrunde umiddelbart efter sommerferien.

Men siden den store fyringsrunde i juni, er kun yderligere fem ansatte blevet fyret, og der er ikke udsigt til nye fyringsrunder i løbet af efteråret.  

- Der er kommet flere grise end forventet over hele landet, og Danish Crown i Faaborg bliver ofte brugt som en buffer, hvis de andre slagterier ikke kan følge med. Samtidig er efteråret den tid på året, hvor vi har mest travlt. Så indtil videre er der ikke udsigt til nye fyringsrunder i den kommende tid, siger Søren Lind, jobbankbestyrer på Danish Crown i Faaborg.

Han hjælper de fyrede ansatte med at komme videre i arbejde eller uddannelse.

Indtil videre har omkring 100 fyrede fået nyt job. 

- Det går stille og roligt fremad. Der er ingen der endnu ved, hvornår den næste fyringsrunde kommer, så mange er lidt afventende. Men omkring 100 har allerede fået nyt job enten i Danish Crown eller uden for koncernen, siger Søren Lind.

Han fortæller, at det typisk er andre fødevarevirksomheder på Fyn, som ansætter de tidligere slagteriarbejdere fra Faaborg.

Men også metalindustrien og lokale håndværksmestre er på jagt efter slagteriarbejdere. 

De tilbageværende 260 medarbejdere ved endnu ikke, hvornår de kan se frem til en fyreseddel.

Det eneste de ved er, at Danish Crown holder fast i en komplet lukning af produktionen i Faaborg i starten af 2016.

- Det giver en vis frustration blandt kollegerne, at de ikke ved, hvornår sidste arbejdsdag bliver. Det får mange til at vente med nyt arbejde eller uddannelse. Mange har været her i 15 eller 20 år, så det er helt nyt at skulle ud og søge nyt arbejde eller at skulle tilbage på skolebænken, siger Søren Lind. 

Vil du i kontakt med en slagteriarbejder?

Kontakt jobbanken og få en snak om kvalitativ stabil og effektiv arbejdskraft på telefon 89 19 23 05 eller via mail:

Jimmy Andersen på jima@danishcrown.dk

Søren Lind på soli@danishcrown.dk