Pia er slagtersvend og arbejdede fem år i en slagterbutik. Alt gik godt indtil der kom en ny chef. Her er Pias historie
Jeg har de sidste fem år arbejdet i en slagterbutik sammen med to andre slagtere og et par vaskedrenge. Jeg stod for delikatesseafdelingen. På trods af hårde forudsætninger og få ansatte, lykkedes det os at skabe overskud.
Økonomien var dog så presset, at vi endte med at fusionere med en større kæde.
Det gav os en ny pose penge, en ung leder og vi beholdte jobbet. Men vores hverdag blev hurtigt forandret.
Chefen havde ingen ledererfaring og kendte intet til slagterfaget.
På første personalemøde fik vi at vide, at vi manglede overblik, var elendige og nu skulle vi løbe hurtigere.
Som chefen sagde: "Jeg flueknepper alt, og ingen går fri". Og jagtet blev vi.
Det føltes som krig
Det blev hurtigt en del af hverdagen at trøste grædende kolleger, der var hunderæd for at miste jobbet.
Og vi frygtede, at Fødevarestyrelsen kom uanmeldt og så rodet i baglokalet.
Min kollega tog et møde og sagde fra. Det gjorde kun situationen endnu værre.
Nu mente chefen, at vi var dyre og der skulle spares på lønnen. Det føltes som en krig.
Uden ekstra personale skulle vi pludselig holde åbent lørdag og søndag fra klokken 9 til 19 og levere mad ud af huset.
Når butikken er åben 10 timer om dagen alle ugens dage, så er der ikke meget tid til rengøring. Det hele virkede, som om vores chef forsøgte at presse os til at sige op, så han slap for at betale for lange opsigelser.
Men vi sagde fra. Vi kontaktede fagforeningen og begyndte at stille krav til chefen.
Nu ville vi have udbetalt overarbejde og have betalte pauser, da vi altid blev forstyrret i kaffepausen.
Så blev der kastet bomber tilbage i hovedet på os. Nu fik vores slagtermester at vide, at vi ikke skulle kontakte fagforeningen og lave ballade. Han skulle også sørge for at overarbejde ikke kom til udbetaling.
I foråret 2014 blev det for meget for min ene kollega. Han sagde op og arbejder ikke længere i slagterbranchen.
Et tab for vores fag. Med udsigt til en sommer uden ferie, valgte slagtermesteren og jeg også at kaste håndklædet i ringen.
Efter 1½ års krig, kamp og chikane fra vores chef kunne vi ikke mere. Så bliver slagtermesteren truet til at acceptere en bortvisning, men han siger nej og kontakter Fødevareforbundet NNF.
Nu kan jeg ikke mere og bliver sygemeldt med stress. Enden på historien er, at min kollega og jeg får forhandlet en god aftale om fritstilling i hus, og ingen af os arbejder der længere. I dag er jeg arbejdsløs.
Pia er et opdigtet navn, da slagtersvenden ønsker at være anonym af hensyn til fremtidige job. Redaktionen kender hendes navn og tidligere arbejdsplads.
