Nyhed

Så mange fødevarearbejdere mistede dagpengene i 2014

Ledigheden stiger blandt ansatte i fødevarebranchen, og i 2014 mistede 227 medlemmer af Fødevareforbundet NNF retten til dagpenge. Katastrofe lyder det fra Fødevareforbundet NNF

Ledigheden stiger blandt ansatte i fødevarebranchen, og i 2014 mistede 227 medlemmer af Fødevareforbundet NNF retten til dagpenge. Katastrofe lyder det fra Fødevareforbundet NNF

Ledigheden blandt slagtere og bagere vokser stille og roligt. I slutningen af januar var 5,86 procent af medlemmerne af Fødevareforbundet NNF ledige.

Det er en stigning på 0,7 procent på en måned.

Samtidig viser nye tal, at 227 medlemmer af Fødevareforbundet NNF røg ud af dagpengesystemet i 2014.

- Det er en katastrofe at så mange fødevarearbejdere fortsætter med at miste retten til dagpenge. Tallene viser klart, at det er de ufaglærte og faglærte som betaler prisen for den urimelige dagpengereform som trådte i kraft i 2013. Vi kan desværre se, at flere ansatte i fødevarebranchen mister jobbet for tiden, blandt andet på grund af den russiske handelsboykot, siger Esben Birkesholm, forsikringschef i Fødevareforbundet NNFs a-kasse.

Han forventer, at ledigheden kommer til at vokse i de kommende måneder for ansatte i fødevarebranchen.

Fødevarearbejdere på Fyn og i Nordjylland er hårdest ramt af ledighed for tiden. I Nordjylland er den generelle ledighed for fødevarearbejdere oppe på 6,8 procent, mens 6,4 procent ikke er i arbejde på Fyn.

Ledigheden blandt medlemmer af Fødevareforbundet NNF

Over 50.000 er røget ud af systemet

En ny opgørelse fra AK-Samvirke viser, at 16.700 ledige mistede dagpengeretten i 2014. I 2013 var tallet 33.900.

Over 50.000 ledige har dermed mistet retten til dagpenge siden 1. januar 2013.

Det meget høje antal ledige, der mistede dagpengeretten i 2013, skyldtes den hårde indfasning af dagpengereformen, som trådte i kraft 1. januar 2013.

I 2014 er antallet, der har mistet dagpengene halveret blandt alle lønmodtagere. 

Det samme gør sig gældende for medlemmer af Fødevareforbundet NNF. Antallet af ledige der er faldet ud af dagpengesystemet i 2014 er næsten halveret i forhold til 2013.

- Dagpengereformen betyder, at langt flere ledige end forventet bliver ved med at miste dagpengene. Reformen er derfor med til at skabe en stor utryghed i befolkningen. Både hos dem der har mistet dagpengene, men også blandt dem, der måske er bange for at miste jobbet, siger Torben Poulsen, formand for AK-Samvirke, en brancheorganisation for danske a-kasser og fortsætter:

- Reformen er ikke holdbar i længden. Grundlaget for reformen var, at maksimalt 2-4.000 ledige ville miste dagpengene årligt. Men faktum er, at reformen har kostet næsten 51.000 dagpengene på to år.

Så mange fødevarearbejdere mistede dagpengene i 2014