Foto af SF trækker nu beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S) ind i sagen de fyrede slagteriarbejdere fra Faaborg manglende muligheder for uddannelse.
Nyhed

Minister skal hjælpe fyrede slagteriarbejdere

Slagteriarbejderne på Danish Crown Faaborg mister jobbet i den nærmeste fremtid. Alligevel kan de ikke få økonomisk støtte til uddannelse fra staten. Beskæftigelsesministeren drages nu ind i sagen

Slagteriarbejderne på Danish Crown Faaborg mister jobbet i den nærmeste fremtid. Alligevel kan de ikke få økonomisk støtte til uddannelse fra staten. Beskæftigelsesministeren drages nu ind i sagen

I januar 2014 annoncerede Danish Crown, at de lukker produktionen i Faaborg. Det betyder, at knap 500 ansatte mister jobbet.

Men Danish Crown har endnu ikke sat en dato for lukningen af slagteriet og opsagt slagteriarbejderne. Det betyder, at slagteriarbejderne ikke kan få økonomisk støtte til efter- og videreuddannelse fra statens varslingspulje.

Det vil SF nu have ændret, og drager derfor derfor beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S) ind i sagen. 

- Det er et urimeligt problem. De vil meget gerne have videreuddannelseskurser fordi de ved, slagteriet skal lukke. Men den statslige varslingspulje kan ikke hjælpe dem, fordi de mangler en dato for, hvornår de er fyret fra. Det mener både SF og jeg er tosset, siger Eigil Andersen, arbejdsmarkedsordfører for SF til TV2 Fyn.

Statens varslingspulje kan søges, hvis en stor virksomhed fyrer mere end halvdelen af sine medarbejdere på en gang.

Slagteriarbejdere på Ticans nu lukkede afdeling i Fjerritslev har for nyligt fået midler af statens varslingspulje. 

Udmelding om lukning bør give midler til uddannelse

Meldingen fra SF bliver mødt med opbakning fra slagteriarbejderne i Faaborg.

- Det har givet anledning til stor frustration, at vi ikke har kunne få flere midler til uddannelse og opkvalificering. Jeg synes loven skal ændres, så det er muligt at få støtte fra det øjeblik en virksomhed melder ud, at de vil lukke og afskedige en masse ansatte, siger Jan Sundstrøm, tillidsrepræsentant hos Danish Crown Faaborg.

I marts 2014 var mere end 120 slagteriarbejdere fra Danish Crown i Faaborg tilmeldt kurser og uddannelse i løbet af foråret.

Det aflyste Danish Crown i sidste øjeblik, da virksomhedens budget til efteruddannelse var opbrugt.

Jan Sundstrøm fortæller, at flere medarbejdere skal på uddannelse over foråret, blandt andet for at få stort kørekort eller truck-certifikat.

Det sker med midler fra den kompetenceudviklingsfond, som er aftalt i overenskomsten mellem Fødevareforbundet NNF og DI.