Sunsalat i Malmö har indgået en kollektiv overenskomst med det svenske fagforbund Livsmedelsarbetareförbundet. Aftalen forhindrer løndumping hos den svenske fødevarevirksomhed, der laver færdiglavede salater til danske supermarkeder
Efter næsten to måneders konflikt har den svenske fødevarevirksomhed Sunsalat indgået en overenskomst med det svenske fagforbund Livsmedelsarbetareförbundet.
Fagforbundet ønskede at få en overenskomst efter medarbejdere har fortalt om lønninger på ned til 6.500 danske kroner om måneden, og ingen tillæg for weekend og overarbejde. Den nye aftale træder i kraft 1. januar 2016.
- Det er helt klar et meget vigtigt skridt i den rigtige retning, både for medarbejderne på Sunsalat, som skal have ordentlige vilkår, men også for fødevarebranchen. Arbejdsvilkårene i fødevareindustrien skal være i orden, og det er kun kollektive overenskomster der kan sikre det, siger Benny Kolnby fra Livsmedelsarbetareförbundet i Malmö.
Sunsalat ligger i Malmö, hvor de producerer pastasalater, kartoffelsalater og hummus.
Alle produkter bliver kørt over Øresundsbroen, hvor de sælges i danske supermarkeder hos blandt andet Coop, Dansk Supermarked og REMA1000.
Hos Fødevareforbundet NNF er man glade for, at virksomheden nu har indgået en aftale med det svenske fagforbund.
- Det er en rigtig god nyhed. Sagen viser, at det nytter når faglige organisationer samarbejder på tværs af grænser. Udover at de svenske medarbejdere nu får ordentlige løn- og arbejdsvilkår, så bliver det også nemmere for danske fødevarevirksomheder at levere konkurrencedygtige produkter til danske supermarkeder, siger Ole Wehlast, forbundsformand i Fødevareforbundet NNF.
Coop genoptager samarbejdet
I kølvandet på anklager om løndumping valgte Coop at stoppe samarbejdet med Sunsalat. Men efter der er indgået en overenskomst og Coop har fået en redegørelse fra virksomheden, vil Coop nu genoptage samarbejdet.
Det var Fødevareforbundet NNF der gjorde Coop og Dansk Supermarked opmærksom på problemer med løn og arbejdsvilkår, samt den faglige konflikt på Sunsalat.
- Jeg kan bekræfte, at vi har fået den dokumentation vi har efterspurgt hvad angår forholdene på virksomheden, og vi genoptager samarbejdet med Sunsalat, siger Jens Juul Nielsen, informationsdirektør i Coop.