160 slagteriarbejdere lægger i dag kniven for sidste gang, og stopper hos Danish Crown i Faaborg
Vejret er overskyet og stemningen er trykket på Danish Crown i Faaborg.
I dag er sidste arbejdsdag for 160 slagteriarbejdere. Danish Crowns afdeling i Faaborg lukker endeligt til februar.
- Stemningen er selvfølgelig trykket i dag, også selvom vi har kendt til lukningen i lang tid. Der er ikke planlagt nogen stor afsked, men vi laver en fælles afslutning for alle, når vi lukker produktionen helt ned 12. februar næste år, siger Jimmy Andersen, tillidsrepræsentant for slagteriarbejderne hos Danish Crown i Faaborg.
I morges var der en fælles kop kaffe og rundstykker, før produktionen gik i gang. Klokken 13 stopper arbejdet og slagteriarbejderne har en times tid til at aflevere deres arbejdstøj og stemple ud.
Flytter til England med statsstøtte
Produktionen fra Faaborg bliver flyttet til byen Bugle i Cornwall i England.
I forbindelse med udflytningen har Danish Crown fået over 20 millioner kroner i tilskud fra en regional udviklingsfond i England til at flytte arbejdspladser og produktion fra Faaborg til England.
Siden Danish Crown modtog de mange millioner i statsstøtte, har EU gjort det ulovligt at give statsstøtte til at flytte job fra et EU-land til et andet. Men Danish Crown får lov at beholde millionerne, da lovgivningen ikke var ændret på det tidspunkt.
- Det er rigtigt ærgerligt, at gode danske job bliver flyttet til udlandet. Specielt når det sker med millioner af kroner i statsstøtte. Nu handler det om at få slagteriarbejderne videre i andre job eller igang med uddannelse og opkvalificering. Det har vi gode erfaringer med, siger Jim Jensen, forbundssekretær for slagterindustriområdet i Fødevareforbundet NNF.
Jobbank giver gode resultater
For et år siden lukkede Tulip sin afdeling i Faaborg. 63 medarbejdere mistede jobbet. Mindre end et år senere var mere end 90 procent af de tidligere ansatte videre i nyt arbejde, uddannelse eller gået på pension.
Det gode resultat skyldes blandt andet den jobbank, som bliver iværksæt ved lukninger af afdelinger i Tulip og Danish Crown. Det fortalte den daværende jobbankbestyrer Morten Jensen i september i år.
Danish Crown i Faaborg har også sat gang i en jobbank, der skal hjælpe de mange fyrede slagteriarbejdere videre i arbejde, eller i uddannelse. Her er det Jimmy Andersen og Søren Lind som står i spidsen for arbejdet.
- Vi regner med at få langt de fleste i arbejde i løbet af foråret. Der er mange som skal på uddannelse og omskoles, før de kan komme videre i nyt arbejde, men det er de fleste også friske på, siger Jimmy Andersen.
Uddannelse har også været kilde til frustration blandt de nu fyrede slagteriarbejdere. For selvom de har kendt til lukningen i snart to år, så er det først for lidt over to måneder siden, i oktober, at der blev sat en endelig dato for lukningen.
Det betød samtidig at Danish Crowns socialplan kunne træde i kraft og blandt andet udløse 7.500 kroner i tilskud til uddannelse for hver enkelt medarbejder.
De to jobbankbestyrer har blandt andet lavet en video, der fortæller potentielle arbejdsgivere om, hvad slagteriarbejdere er for en type arbejdskraft. Videoen er lavet i samarbejde med Fødevareforbundet NNF Lillebælt-Fyn.
Selvom produktionen lukker helt ned til februar, så fortsætter de to jobbankbestyrer i op til et helt år efter lukningen.