Bedst som vi havde vænnet os til tanken om én stor slagterikoncern i Danmark, meddelte Danish Crown i starten af november, at de ikke kunne opfylde konkurrencestyrelsens betingelser for en fusion med Tican
I et par minutter sad jeg og spekulerede over, hvordan denne situation dog skulle ende. Men så tikkede endnu en mail ind: Der var indgået en aftale mellem Tican og Tønnies, Tysklands største slagteri.
Ledelsen i Tican var trukket i arbejdstøjet, og var på kort tid nået frem til et tilfredsstillende resultat. Men det var ikke en løsning, nogen havde set komme.
At forhandlingsresultatet er tilfredsstillende, blev bekræftet på et møde for andelshaverne. De accepterede betingelserne, og når resultaterne af de sidste undersøgelser er på plads, kan vi alle komme videre og få ro på situationen.
"Ro på situationen" er det, vores kolleger i Thisted trænger til. De har været gennem en lang og træls periode, hvor nogle ting har ligget "underdrejet", mens man ventede på den endelige godkendelse.
Enkelte blev utrygge ved situationen og valgte at søge ny græsgange. Men de fleste blev og håbede på en fornuftig afklaring. Personligt tror jeg, at denne løsning er den bedste.
Der er større jobsikkerhed i den nye konstruktion.
Som Tønnies selv siger; de er kommet til Danmark for at udvikle - ikke afvikle.
Med disse ord, rigtig glædelig jul og godt nytår til alle vores medlemmer og deres familie.
Denne blog er også bragt som leder i Substans Nordjylland nr. 4 2015.