Nyhed

Blog: Arbejdsgivere prøver at løbe fra deres ansvar

Influenzasæsonen nærmer sig. Når feberen stiger, næsen løber og vejen til WC'et helst skal være kort, er der kun en ting at gøre; at krybe under dynen

Influenzasæsonen nærmer sig. Når feberen stiger, næsen løber og vejen til WC'et helst skal være kort, er der kun en ting at gøre; at krybe under dynen

Det betyder fravær fra arbejdet, indtil sygdommen er overstået. Men ikke alle arbejdsgivere accepterer en  sygemelding. De forsøger i stedet at veksle sygedage til ferie, fridage eller hensat frihed. 

Men det er et skråplan. Er man syg, så er man syg, og så må arbejdsgiverne betale den sygeløn, du har krav på. 

Det gælder også, hvis man har været ude for en arbejdsulykke. Vi har eksempler på, at arbejdsgivere ikke accepterer, at en ulykke medfører fravær.

Der er endda grelle eksempler på, at arbejdsgivere opererer med "selvforskyldt arbejdsulykke".

Men den slags findes ikke. Arbejdsgiveren har altid et ansvar for, at medarbejderne ikke kommer til skade på arbejdet. 

Hvis du bliver opfordret til selv at betale for dit sygefravær, eller hvis din arbejdsgiver prøver at placere ansvaret for en arbejdsulykke hos dig, skal du kontakte din tillidsrepræsentant, din arbejdsmiljørepræsentant eller din afdeling. 

Det er vigtigt at holde på din ret - både for din egen skyld, men også for dine kollegers. Dårligdom har det jo med at sprede sig. 

Til slut vil jeg gerne ønske alle en glædelig jul og et godt nytår.

Denne blog er også bragt som leder i Substans Østjylland nr. 4 2015.