Nyhed

Ringsted: Fyret- hva' så nu?

Hvad gør man når man ufrivilligt ender med en fyreseddel i hånden. Mød fire slagteriarbejdere fra Ringsted som står til at miste jobbet

Hvad gør man når man ufrivilligt ender med en fyreseddel i hånden. Mød fire slagteriarbejdere fra Ringsted som står til at miste jobbet

En fyring er noget, de fleste helst undgår. Men fyresedlen kan blive et kærkomment spark bagi, der giver helt nye tanker om arbejdslivet. Sådan oplevede Pia og Casper det, da de for nylig blev ramt af stor fyringsrunde på Danish Crown i Ringsted.

Omkring 290 mister jobbet i enten juni eller september, hvor i alt to slagtelinjer bliver nedlagt. Dog kan mellem 40 og 50 af de fyrede blive tilbudt et job på 32 timer på et nyoprettet deltidshold.

- Massefyringer som den, vores kolleger på Danish Crown står i, er en trist begivenhed. For branchen i almindelighed og for den enkelte medarbejder og deres familier i særdeleshed, siger Henrik Tonnesen, afdelingsformand i Fødevareforbundet NNF Sjælland & Øerne. 

Fyringen åbnede mine øjne for andre muligheder

En fyring kan slå hårdt. Både psykisk og økonomisk. Men ofte kan uheldet alligevel vendes til noget konstruktivt.

Det oplevede 41-årige Pia Heidelbach Larsen, da hun mistede sit job ved den seneste massefyring på Danish Crown i Ringsted.

- Selvom jeg endnu ikke aner, hvad jeg skal lave efter september, er jeg ok med fyringen nu. Den tvang mig til at forholde mig kritisk til, hvad jeg egentlig vil med mit arbejdsliv de næste mange år. Og den åbnede mine øjne for, at der er mange andre muligheder end at fortsætte på slagteriet, fortæller Pia Heidelbach Larsen, der til september stopper i Pakkeri 6 efter syv års ansættelse hos Danish Crown.

- Egentlig vil jeg helst arbejde med ernæring. Jeg er uddannet køkkenassistent og ville gerne arbejde på et sygehus eller et plejehjem. Men der er arbejdstiderne ikke familievenlige nok. Derfor tænker jeg nu i stedet i uddannelse. Men jeg vil finde den rigtige uddannelse. En, der er fremtidssikret, så jeg ikke ender i samme situation igen om nogle år, understreger Pia Heidelbach Larsen, der gerne lever med færre penge i uddannelsesperioden for at investere i sin fremtid.

Retfærdighed og andre følelser

Økonomien var ellers hendes største bekymring, da hun først hørte nyheden om DC-fyringerne.

For hendes mand arbejder på Skærestue 3, og en dobbeltfyring ville have ramt familien hårdt økonomisk.

- Heldigvis meldte DC tidligt ud, at de i videst muligt omfang ville sikre, at højst en ægtefælle blev fyret. Og det måtte så hellere være mig, for min mand tjener mest. Men selvfølgelig havde jeg småondt i maven den dag, vi skulle have besked. Ens følelser kommer jo virkelig i gang. Jeg tænkte for eksempel meget i retfærdighed. At det skulle være de rigtige, der blev fyret, selvom det ikke længere handler om, hvem der har passet sit job bedst, når der skal fyres næsten 300 mennesker, understreger Pia Heidelbach Larsen, der siden er blevet fyldt af en helt anden følelse.

- Jeg er helt forventningsfuld. Sådan spændt på alt det nye. Det er rart at tænke på, hvad det ene eller andet valg vil medføre af gode ting i mit liv. For eksempel i forhold til at få mest tid med min 10-årige datter. De tanker havde jeg aldrig fået, hvis ikke jeg var blevet fyret, siger Pia Heidelbach Larsen.

Vil starte eget fragtfirma

Mens hun stadig overvejer sit næste skridt, ved Casper Lars Christensen præcis, hvad han vil. Efter sammenlagt 7 år på slagteriet, vil han nu gå en helt anden vej. Sin egen vej.

- Tænk på, hvordan handlen på internettet stiger og stiger. Det samme gør mængden af pakker, der skal bringes ud. Så jeg vil starte mit eget fragtservicefirma og køre pakker ud i hele Danmark for mine kunder, forklarer den snart-selvstændige, der har ladet sig inspirere af en ven, som har haft held med at opbygge et lignende fragtfirma.

Casper Lars Christensen kan dog først folde drømmen ud efter 18. september, hvor han har sidste dag på slagtekæden. Men ventetiden passer ham godt.

- Faktisk skal jeg lige have taget kørekort først, griner han. - Og så er der rigtig mange ting, jeg skal til at forholde mig til. For eksempel hvilke kunder jeg vil gå efter, og hvordan jeg vil markedsføre mig, forklarer Casper Lars Christensen, der også skal til vænne sig til en mere usikker måde at tjene penge på.

- Med kæreste, søn, hus og to hunde skal økonomien jo hænge sammen. Så jeg vil skulle holde meget fokus på det med pengene. Til at starte med har jeg heldigvis a-kassen i ryggen, og det giver mig tryghed og ro til at forfølge og udvikle min drøm, forklarer han.

- Tænk, at en fyring kan få den effekt. Uden fyringen havde jeg nok bare ladet mig lokke af den gode løn på slagteriet og hvilet på, at jeg kunne udføre arbejdet nærmest med lukkede øjne. I stedet kaster jeg mig nu ud i en kæmpe omvæltning, som vil give mig en masse udvikling, slutter Casper Lars Christensen.

Fra slagter til procesoperatør

Fyresedlen har givet 31-årige Johnny Tyoko Kristensen det sidste skub tilbage på skolebænken. Han regner med at starte på uddannelsen som procesoperatør.

DC Ringsted fyret Johnny

Mød ham og 51-årige Irene Haar Rasmussen, der også er på jagt efter nyt arbejde.

DC Ringsted fyret Irene